Hankøfronten
De fleste billeder er taget af Zilliacus ham selv, og passer til hans beretning, med mindre andet er nævnt. Klik på et billede og se det i større størrelse.
Alle billeder: SA-Kuva. Kort: Digihakemisto
Hankøfronten
Afskrift
T tus K8
Sot. Virk.L. Zilliacus – G16
7/VII/41
Hankøfronten
Lørdag den 5. juli 1941
Jeg sidder og venter i den idyllisk beliggende divisionsstab på bilen, som nede fra skal komme og afhente posten – og mig. Jeg fik ordre til at være her allerede klokken 12, da bilen da skulle være klar. Klokken er nu halv to, og den har endnu ikke vist sig. Men krig består jo hovedsageligt i at vente, og ventetiden har jeg tilbragt godt ved at fortære den gode morgenmad, som lotterne har budt på. Vi har spist kartoffelmos med kraftig flæskesovs og drukket den dejligste mælk, lige så fed og uforfalsket, som om de seneste års begivenheder aldrig havde fundet sted, og landbrugets producenter endnu kappes om byboens gunst. Et godt tres officerer varetager opgaver ved denne vigtige stab, og man unde dem virkelig lotternes gode omsorg.
Ved siden af mig ved morgenbordet havde jeg en ung rigssvensk frivillig, som jeg i øvrigt tidligere på morgenen havde truffet hos stabschefen. Dengang var han endnu iført den næsten civilt ledige svenske uniform. Nu bar han republikkens grå våbenbluse med Finlands stjerne på kraven. Længere fremme i ildlinjen vil man finde flere af sine landsmænd. Stabschefen, oberstløjtnant Sittkoff, havde tidligere på dagen taget imod mig og drøftet mit opdrag med venlig interesse.
I den forbindelse havde han også givet en oversigt over situationen på Hangø-fronten og over troppernes placering. Ved fastlandsfronten på selve odden har mandskab fra JR 55 (det tidligere JR 10) taget stilling under oberstløjtnant Wibergs kommando. Bag disse ligger oberst Hälgbergs regiment (JR 13) og gennemgår træning i offensiv taktik.
Dette er svensksprogede regimenter, mens major Perksalo længere inde på land, og gerne vest for Hangø-odden, fører kommandoen over det finsksprogede JR 34. Under ham hører den frygtbare ”Goggi Hartman”, som gjorde sig vidt kendt for sine bedrifter under vores vinterkrig efter at have kæmpet på Spaniens blodstænkede jord. Siden da har beundrende blikke i det idylliske Kenaäs frydet sig over synet af major Hartman i hans hvide uniform. Jeg håber, at jeg vil få lejlighed til at besøge majoren på hans nye kommandopost. Men den hvide uniformskjole får jeg næppe at se.
Billeder: SA-Kuva
Den fornemste talisman
På øerne øst for odden er det hovedsageligt kystartilleriet, der varetager forsvaret (står for krigen). Både let og tungt artilleri er i øvrigt rigt repræsenteret overalt på fastlandet og øerne. Også dette arbejde håber jeg senere at lære nærmere at kende. Stabschefen og chefen for hele Hangø-forsvarsgruppen, oberst Snellman, har nemlig forsynet mig med den fornemste talisman, jeg nogensinde har haft i min hånd: en skriftlig tilladelse til frit at bevæge mig overalt på Hangø-fronten, ledsaget af en opfordring til de respektive kommandører om for dette kostbare dokument at give mig adgang til frit at vælge mit arbejds- og opholdssted på de forskellige afsnit.
Så nu er det bare at komme af sted, og jeg sidder her – klokken er nu blevet to – meget tilfreds og en smule utålmodig og venter på den lovede bil. En dump rumlen sydfra virker som et lokkende kald. Men her er alt roligt og idyllisk. En killing laver små, fjerlette spring og vendinger på forstuetrappen. Ude siver en langsom, men vedvarende regn ned på den taknemmelige jord, en varm og velsignet regn, som allerede to gange i dag har gennemvædet mig helt ind til kroppen, udelukkende med behagelige eftervirkninger. Af og til rasler et sagte vindpust i de store egetræer, under hvilke en vagtpost vandrer frem og tilbage.
Skød forbi 4 græssende køer
Endnu en time går. Så indfinder bilen sig, og samtidig med denne et flyalarm. Alarmen gives først fornuftigt nok, da flyenes summen allerede høres. Vi trækker os da hastigt ind under træerne i det korte øjeblik, hvor faren brager hen over vores hoveder. I dette tilfælde er der tale om enkelte fly, og alt-klart-signalet følger næsten umiddelbart. Vi sætter os i bilen, men inden vi når at køre, ankommer en anden bil, hvis fører fortæller, at flyet har beskudt ham, dog uden at ramme, og også har skudt forbi fire græssende køer, som forarget sprang op og med halerne i vejret galopperede bort.
Så kører vi endelig af sted mod vort mål. Bilen sluger hurtigt den slyngede vej. Velkendte, men stadig på ny betagende udsigter glider forbi. Vi gør en afstikker til det næsten livløse Ekenäs, svinger tilbage på Hangø-vejen, men forlader denne efter et par kilometer og styrter vestpå. Et minut senere er vi, trods den herskende sommerhede og den bare jord, pludselig ført tilbage til vores vinterkrig. Det er den samme stille, tilsyneladende øde skov, de samme mystiske små veje, som er uden navn og tilsyneladende fører ingen steder hen. De danner et netværk, som forvirrer selv den indviede. Men den, der har et aktuelt militærkort, har denne gang bedre mulighed for at vælge rigtigt ved de utallige korsveje end under den foregående krig. Vejenes er nu nummererede. Har man altså haft adgang til et militærkort og udarbejdet en korrekt nummerfortegnelse, er det alt, hvad man behøver for at finde frem til sit mål.
Jeg forsøger først at indprente mig de numre, vi passerer, for eventuelt senere at kunne finde tilbage alene, men opgiver snart forsøget og bestræber mig i stedet på at opdage de forlægninger, som utvivlsomt findes her i skoven. Det er ikke let. Kamufleringskunsten er ikke mindre effektiv om sommeren end i den hvide årstid. Når man endelig får øje på et barak-samfund mellem træerne, har man en stærk fornemmelse af dets ringhed og hjælpeløshed i den store skov. Det forekommer så isoleret, så fuldstændigt henvist til sig selv over for et overraskende angreb fra en snigende fjende. Men man forstår, at såvel den geografiske som den militære situation nu er anderledes end i Kareliens skove under vores vinterkrig. Ubehagelige overraskelser fra fjendtlige patruljer vil her næppe komme på tale.
Weekend hytten og aviser
Vejen fører ind i en mindre skov. Terrænet er lavtliggende, anlæg til sumpdannelse forekommer, men den sandede jord begrænser deres udvikling til små fugthuller, store nok til at tjene som kolkhozer for rige myggesværme, men ikke store nok til at forvolde anden skade. Nogle lave træbarakker skimtes mellem træerne, en vagt går frem og tilbage med hjelm og påskruet bajonet. Vi stiger af, bilen føres øjeblikkeligt bort og skjules blandt træerne. Vi går ind i en af bygningerne. Vi befinder os i regimentsstaben for JR 55.
Oberstløjtnant Wiberg fører her kommandoen med kaptajn Gellén som adjudant. De udgør et energisk ledelsespar, som russeren ville have fordel af at likvidere, før de når at gøre ham samme tjeneste. At lejeren på odden (fjenden omtales hernede udelukkende under denne betegnelse) skulle have udsigt til at gennemføre denne procedure, indser man med en vis ubehag, når man får at vide, at kommandøren og hans adjudant om natten trækker sig tilbage fra staben til et lille hus, som har fået navnet ”oberstens week-end-hytte” og lever op til navnet. Den nette lille bjælkehytte ligger nemlig idyllisk på en klippeknold med udsigt over søen (Ekträsk), bevogtet i passende afstand af nogle statelige fyrretræer, som på denne årstid klæder sig i deres smukkeste orangefarve i den nedgående sols stråler for at byde obersten velkommen, når han kommer hjem om natten. Fyrretræerne bidrager til idyllen, men kun ringe til hyttens beskyttelse. Denne ligger åben for sol, lys og luft – og også for himlens fugle, både de gode og de onde.
I staben finder vi ordonnansofficeren, stabskommandanten, GSS-officeren og oplysningsofficeren. Det er et gæstfrit selskab, som lader sin elskværdighed række selv til og med en enkel filosofiløjtnant.
Den unge oplysningsofficer, fændrik Nordman, viser mig de to første numre af regimentets hektograferede avis ”Hangöudden”, arvtageren til vinterkrigens ”Näs-vihet”. Jeg læser begge numre med interesse; de forekommer mig i deres kruseduller på papiret at gengive noget af netop den ånd, som fra første stund møder den besøgende hos disse for anden eller tredje gang kæmpende krigere. Jeg kan ikke nægte mig fornøjelsen af at citere et par udtalelser fra denne avis, som jo – i modsætning til sine professionelle fagfæller – hverken har annoncørers eller en bredere offentligheds reaktioner at tage hensyn til. Den er udelukkende et talerør for mænd, der er bragt i en situation, hvor oprigtighed er en selvfølge. Således udtaler dette talerør sig, visse ildsprudende hjemmehelte til belæring:
”Når vi sammen med vore venner danner front mod russerne, vender vi vort blik mod vest, mod Skandinavien, og sender dertil et varmt ønske om, at det øvrige Norden skal forstå vor situation. Fra gammel tid har vi også venskabelige forbindelser med Storbritannien og De Forenede Stater. Vi håber, at disse ikke nu skal brydes, at den indefrysning af finske midler i De Forenede Stater, som er iværksat, ikke skal være et dårligt varsel. Og vi ved med glæde, at det engelske underfolk kun modvilligt og med uvilje ser sit land i forbund med russerne, som på alle måder står englænderen så fjernt. Vi forstår deres stilling, ligesom de vor: enhver er sig selv nærmest – – – – –.
Vi må huske, at et overmodigt ydre på ingen måde klæder et lille folk, som uden store egne tiltag havner i en fordelagtig situation. Lad os fortsat nære den agtelse for modstanderen, som vi i den seneste krig vandt, og lad os håbe, at de lidelser, det russiske folk nu går i møde, først og fremmest vil ramme de ledere, som i blind magtbegærlighed og hævnvækkende løgnagtighed har drevet deres folk mod undergangen.
Historien har ofte stillet finner og russere over for hinanden, men der er endnu aldrig – i hvert fald ikke fra vor side – opstået et had, som skulle nægte russeren hans gode egenskaber. Hvis der nu venter os en fremgang, må vi kunne bære den med samme værdighed, som vi bar modgangen.”
Suppe – to heste faldt i går
Ved middagen er endnu en gæst til stede foruden mig: ingeniør Pulkkinen, som er kommet for at forsyne regimentskompagniet med elektrisk kraft. Med oberstløjtnant Wiberg som vært nyder vi suppen (to heste faldt i går, oplyser ordonnansofficeren sagligt, mens vi glæder os over rigdommen af ”satumaa” i anretningen). Brød og smør bydes også. Her er det ikke længere lotter, som står for kosten, men for sandhedens skyld må det fastslås, at beskyttelsestidens kulinariske fremskridt er lige så store som spindesidens. Den gode suppe kommer ganske vist fra en suppekanon, i et mindre end den blev serveret som på en fin restaurant, af en soldat, hvis dannede opvartningsteknik tydeligt røbede hans civile erhverv. Under roligere forhold kunne man formodentlig træffe ham i restaurant Manon.
Da måltidet allerede er til ende, vender spaningsofficeren tilbage fra dagens ekspedition. Han er ung, men en imponerende skikkelse såvel ved første øjekast som når man lærer ham at kende. I det civile liv er den unge løjtnant Gunnar Palmgren professor i jura. ”Vi var svingkammerater i AUK”, fortæller en sergent mig, ”han er en god kammerat. Når der kom små mors drenge blandt de nye, som ingenting vidste eller kunne, havde han ondt af dem; han plejede at hjælpe dem med at sy en knap i og klare sig med alting. Siden tog han til RUK, og da han kom derfra ”med de højeste karakterer, du nogensinde har givet.”
Russeren må vente!
Om aftenen begiver nogle af os os af sted på cykel ad de forvirrende skovveje for at forsøge at finde en af de haubitser, som vi af og til har hørt tordne i nærheden. Vi cykler hid og did en tid, men ser ingenting. Til sidst møder vi en artillerist, som siger, at vi er kørt tæt forbi mindst én haubits. Vi vender da langsomt tilbage ad samme vej, som vi kom, og undersøger nøje skoven på begge sider af vejen. Pludselig råber en af de sidste i cykelrækken: ”der har vi én”. Ganske rigtigt. Ikke ti meter fra vejen ligger det grå vidunder.
Når man ser nærmere på det, forstår man godt, at det må skjules omhyggeligt. Sådanne pjecer kan man ikke flytte i en fart, hvis de bliver opdaget. Og godt skjult er denne. Dens grå overflade skimtes kun her og dér mellem fyrretræernes og birketræernes grønne løv. Et par ekstra fyrretræer er ”plantet” på hver side af bæstets snude, grene strækker sig skråt fra nærliggende træer på en sådan måde, at de bryder linjerne og blander farvespillet bort. En lille fyr danser endda i luften oven over det grå rør; den er fastgjort med ståltråd, som løber fra træ til træ. Måske får vi senere lejlighed til at følge med, når denne store broder og dens ligemænd er i virksomhed. Nu vender vi imidlertid hjem til staben, tilfredse med bekendtskabet.
Et komisk øjeblik indtræffer, da vi er vendt tilbage. Til staben ankommer en stor bunke trykte anvisninger med opfordring til at dele dem ud. Anvisningerne er trykt med fin skrift, pænt ordnet i kolonner under passende overskrifter og underoverskrifter og forsynet med forklarende kommentarer under teksten. Overskriften lader forstå, at anvisningerne gælder officerernes og underofficerernes påklædning ved forskellige lejligheder. Republikens hær har fået nye retningslinjer i denne vigtige sag. Synd blot, at en igangværende krig skal gøre det umuligt at følge påbuddene, da dette ville kræve helt nyt udstyr for en betydelig del og supplerende nyanskaffelser for så godt som alle. ”Vi må vel ansøge om kommendering til hovedstaden for at blive ekviperet”, siger en af officererne, ”russeren må vente”.
Til denne dags oplevelser hører også et par besøg af russiske jagerfly, som suser frem tæt over trætoppene, i det ene tilfælde ledsaget af et lille lynskær. Med ét drøner det kraftigt sydfra; bomber er åbenbart blevet kastet. Kort efter ringer telefonen, og vi får at høre, at tyske fly har bombarderet Hangö, hvorved et fly er blevet skudt ned. Senere når os en efterretning fra den egne linje. Det russiske artilleri har fået fuldtræffer i et af vore telte. Endnu har man hørt om sårede, af hvilke to dødeligt.
Natten er kommet. Jeg kryber op på en ledig briks, hvor vennen fra Manon har lagt et lag friskduftende granris, og svøber mig ind i mit tæppe. I lyset fra en lille petroleumslampe bøjer kaptajn Gallén og løjtnant Palmgren sig over kortene. De planlægger en overraskning for forpagteren i syd. Jeg håber at få anledning til senere at vende tilbage til deres tanker. Deres stemmer mister deres skarpe konturer for mig, og der borte krymper hele verden sammen til et knappenålshoved og forsvinder i mørket. Søvnen sænker sig over mig.
Søndag den 6. juli
Solen stråler fra en klar himmel, da jeg kl. 7 ruller ud af mit granrisleje og foretager morgentoilette på en bænk uden for staben. Natten har været kold, jeg har frosset, men solskinnet og det friske vand sætter igen blodet i omløb. Livet er skønt at leve. Det føler sikkert alle dem, som begynder at røre sig i skoven denne dejlige julimorgen, både de, som kommer til at opleve flere sådanne morgener, og de, for hvem skæbnens luner falder anderledes ud.
Klokken 9 er der feltgudstjeneste. Et hundrede af os samles i en vid halvcirkel på en lille plateau et stykke oppe på bjerget nær staben. Pastor Bäcksbäcka forretter gudstjenesten. Han står på en nøgen klippeafsats i solskinnet, vi andre sidder, og halvcirklen er uregelmæssig, da det anses for klogt at holde sig i træernes dækning. Når vi retter blikket mod pastoren, søger de sig også forbi ham hen imod solbelyste, orangefarvede fyrrestammer, mellem hvilke den dybblå sø lyser, og til den lyseblå nordiske himmel over søen og trækronerne. Pastoren anstømmer en salme, som vi alle synger i kor. Derefter følger prædikenen. Den handler om Guds rige, som ifølge teksten skal være indvortes i os.
Pastoren citerer en kernesætning, han har hørt: ”Når bonden bliver omvendt, mærker selv hesten i stalden det.” Føreren fremfører sit budskab på det konkrete hændelsesplans niveau, som sikkert tiltaler de tavst lyttende krigere mest. Bag ham, fra den retning hvortil alles blikke er rettet, høres en dump rumlen. Lyden forstyrrer ikke, selv om den er ret kraftig, men bidrager blot til at skabe den alvorlige baggrund, mod hvilken gudstjenesten afholdes. Vort eget artilleri, i hvilket den bragende ”Hyppy-täcko” sædvanligvis yder stadigt tilbagevendende indsatser, er nu tavst. Den enkle andagt afsluttes med en bøn for fædrelandet og dets kæmpende sønner, hvorefter ”Vor Gud han er så fast en borg” synges stående. Derefter vandrer de gråklædte mænd i små grupper eller én og én ned fra bjerget og forsvinder i kratterskoven.
Om natten skal en voldsom patruljerekognoscering foretages efter artilleriforberedelser. Patruljen består af en officer og syv frivillige udtaget blandt underbefal og mandskab. Patruljefører er den unge fænrik Georg Kaustiala, som allerede under den foregående krig har udmærket sig gennem sine dristige patruljefarter. Tidligt om morgenen sender jeg patruljen af sted mod forreste linje for at tilbringe dagen med nøje udforskning af terrænet. Jeg får løfte om selv at kunne besøge ildstillingen og fra et passende observationspunkt følge med i det, der sker.
Søndag den 6. juli
En lille fest, eller snarere en underholdningsstund, skal arrangeres for en del af mandskabet. Klokken 18.30 begiver jeg mig af sted med oplysningsofficeren som vært. En spadseretur på godt en kilometer fører os til bredden af Vitträsk, hvor programmet skal finde sted. Festpladsen er en lysning i fyrreskoven helt tæt ved vandet. I baggrunden skyder en skovbevokset pynt langt ud i vandet; den både afskærmer udsigten og fuldender den.
Vi slår os ned, fænrikken på en bred stub, jeg, som uden værdighed læner mig mageligt op ad en mosbegroet sten. Jorden er bevokset med lyng, luften tung af fyrrenålsduft, solstrålerne danser på vandet. Bag os afgrænses festpladsen af en lodret klippevæg et par meter høj. På den har en gruppe soldater slået sig ned; de siger, at de sidder på tilskuerpladserne. Også parterret med sine lyngstole og stubstole fyldes efterhånden med soldater, som fra forskellige sider viser sig gennem skoven. De optrædende begynder nu at ankomme; de kommer langs søbredden tæt forbi, hvor vi sidder, så vi får lejlighed til at hilse på hinanden.
Runar Schaumans ranke skikkelse træder frem fra den anden side af en gran. ”Vrenketsre” Schauman har forladt sit barske værktøj i forreste linje i nogle timer for at bidrage til programmet. Der høres en knasen af brækkede kviste, og Eugen Malmstens stabile fremtoning nærmer sig. Sergent Malmsten er jo kendt i særdeles vide kredse først og fremmest som en stemme, men nu står det jo allerede skrevet i bøgernes bog, at ordet skal blive kød, og det er uroligt at se den levende krop, som frembringer den værdsatte stemme.
Korporal Ole Dahlberg er den næste celebritet, som runder granen og med et mildt smil tripper forbi. Så får vi at se endnu en korporal, denne gang cellisten i byorkestret, Wikberg. Han ser alvorlig ud og bærer en ordentlig én under armen. Alle gode ting er tre, og her kommer korporal Holger Ström.
Kort derefter sænker der sig en ærbødig stilhed over os ved synet af den følgende person, som med let vuggende gang runder stenene og stubbene og træder os i møde. Det er en fuldblods feltvæbel: rustmesteren, postmesteren, vinterkrigens våbenbrodersdirektør Inge Apelberg. Han ser brun, frisk og glad ud og siger, at han næsten er flov over at trives så godt på halmen (han sover i en ria). På forespørgsel svarer han, at han går let uden stok, handsker og knald, hvilket vi i øvrigt selv har set. Desværre optræder han ikke ved denne fest, men har i stedet for nylig holdt en tale for mandskabet om ”Hvad vi kæmper for”. Han sætter sig ned ved siden af os, og festen begynder.
Festen er hundrede procent vellykket, det må straks konstateres. Allerede indramningen i rum og tid er en stærkt stemningsskabende faktor. Omgivelserne er så smukke, at det næsten gør ondt, den dumpe rumlen indflettet med kraftige brag, og den leg med døden, som alles liv her udgør, giver stemningen et særligt præg. Dette præg er ikke højtideligt, ikke engang tyngdet af alvor som under feltgudstjenesten om morgenen, men snarere en smule løssluppent og øjebliksbetonet, med noget af feriestemning over sig. Skoledrenge, der har fået en fri time, fordi maden ikke kom – det er, hvad vi er.
Programmet er præcist afstemt efter os. Ole Dahlberg er konferencier, reciterer selv slætsosen i forskellige kendte og ukendte personers stil, Malmsten synger Hangö-valsen, Ström definerer soldaten af model ’41, Wikberg spiller hajdare lige så rent og nuanceret, som var det hans hovedinstrument i byorkestret, og med en stadigt mere medrivende rytme.
Et alvorligere indslag leveres af Schauman, som reciterer Nils Magnus Fölckes ”Ballaren”. Allerede med sine første ord skaber han en fortættet stemning, og publikum hører tavst balladen til ende. Schaumans fremtoning, med det lyse hår skarpt aftegnet højt op mod den smukke fyrrestamme, foran hvilken han har stillet sig, passer fortrinligt sammen med det dramatiske stof. På os, som ved noget om nattens forestående aktion og Schaumans udsatte situation, virker dette programnummer uhyggeligt.
Festen varer en time. Den tavse skov opsluger igen de grå krigere. Oplysningsofficeren og jeg skynder os tilbage til staben; vi skal ned til linjen og nå en lille forhåndsorientering, inden det bryder løs.