Forsvundet ved Jandeba floden
Lad os tage tilbage til torsdag d. 29 okt. Året er 1942 og Fortsættelseskrigen har nu raset i næsten halvandet år.
Vi er på Svir-fronten, Østkarelen. Ud fra Svir floden løber den snoede og smukke Jandeba flod gennem skov og enge. Klokken er ca. 10.30 om formiddagen og 8 mænd gør klar til patrulje.
Patruljen består af danske korporal Hansen og menig Olsen. De finske menige Nylander, Lindbäck, Sjöholm og undersergent Nylung samt to unavngivne våbenbrødre.
Syd for Jandeba floden ligger et område med nogle få husmandssteder og en jernbane, som løber forbi sydfra. Knap to måneder tidligere udspillede der sig store kampe i netop dette område, og tre danske frivillige mænd faldt i kampene.
Patruljen hører under den svenske frivillige Bo Nilssons jægerpluton. Regiment 13, 1. bataljon. Nylander og Olsen står og taler om, at det kan kun blive en god patruljefærd, for de har jo Korporal Hansen med. Han var kendt på hele afsnittet for at være en humørbombe, og tog altid sine frontkammerater med storm.
Desuden var han rigtig modig og meldte sig altid til de mest dristige patruljefærder.
Øst for jernbanen og syd for Jandeba floden begiver patruljen sig nu ind i en tæt skov af høje, gamle fyretræer. Efteråret suser i trætoppene, mens Nylung beordrer Hansen til at gå forrest.
De andre blev bedt om at sprede sig.
Efter Hansen går Lindbäck og Sjöholm med 7 meter mellem sig. Så kommer Nylander og resten følger bagefter.
Alle dukker sig og går langsomt frem. Skovbunden er uforudsiglig og grene knaser under deres fødder, selv om de forsøger at gå lydløst.
Hvad pønser fjenden på
Efter at have gået forsigtigt frem i langt over en halv time, stopper Korporal Hansen op og giver tegn til de andre om at stoppe.
Foran sig kan han se en åbning ud til engen. Der kan de ikke gå ud, for de vil sikkert blive opdaget. De ved kun, at fjenden er foran dem et sted. Det bedste ville være, hvis de kunne snige sig frem og kigge ind i fjendens lejer. Det kunne give dem en vigtig viden om, hvor de kunne angribe senere og selvfølgelig også, hvad fjenden pønsede på.
Hansen kan se et mindre skovkrat ude på engen. Hvis de bare kunne snige sig derind, uden at blive opdaget.
Undersergent Nylung giver tegn til, at gruppen skal samle sig. Forsigtigt kommer de hen til Hansen og lægger sig én efter én ned på skovbunden.
Nylung hvisker, at de skal finde udsyn og observere skoven på den anden side af engen. De skal holde godt øje med bevægelse fra fjenden.
Mændene spreder sig igen og stadig godt gemte, liggende bag træerne, men nu med udsyn over engen og skoven. De har også fået besked på, ikke at åbne ild eller røre på sig, hvis de ser en fjende. De skal forblive så usynlige som muligt.
Skoven er stille
Ind i mellem kigger mændene på hinanden og efter at have ligget på skovbunden i godt tyve minutter, kan de mærke hvordan fugten er trængt gennem uniformen. Der er ingen tegn på bevægelse, ingen tegn på fjenden. Skoven er stille.
Undersergenten giver tegn. Han peger på Hansen og Nylander. Derefter på Lindbäck og Sjöholm. Så på de to våbenbrødre uden navne, sig selv og Olsen.
Nu skal de over i det mindre skovskrat, der ligger ude på engen. Hansen og Nylander skal gå først, så Lindbäck og Sjöholm. Derefter kommer den sidste gruppe sammen.
Den modige korporal Hansen tager en dyb indånding. Han kan godt mærke inden i, at det de skal gøre nu, er rigtig farligt og beroliger sig selv med, at det kun er 10 meter. Han bevæger sig frem til engens græskant og nikker til Nylander som bekræftende nikker tilbage. Hansen vender sig mod de andre, smiler og blinker med sit venstre øje. Han sætter i løb mod skovkrattet og Nylander følger ham lige i hælene.
Næste gruppe kommer frem til græskanten. Nu er de første nået over i krattet og næste gruppe sætter i løb i samme retning.
Der er ingen skud, ingen råb eller andre lyde fra fjenden. Det skal nok gå, tænker Hansen.
Nu er det den sidste gruppes tur og de står klar ved græskanten. Den ene våbenbroder uden navn, han skal gå først. Han tager de første skridt og sætter i småløb med den anden våbenbroder og Nylung efter sig, og han når næsten skovkrattet inden han hører lyden af skud. Han kan ikke høre hvilken retning de kommer fra, så han stopper op og tøver med de sidste skridt, sigter rundt med sit gevær og tænker på undersergentens ord “ikke åbne ild”, da en kugle rammer ham og han falder tungt ned i engens græs.
Olsen, der var allersidst i gruppen, stod stadig i kanten af engens græs og var lige ved at sætte i løb, da han hørte det første skud og han nåede at trække sig tilbage mellem træerne. Ude i græsset lå begge våbenbrødre, døde. Nylung lå hårdt såret en meter fra kanten til skoven.
Inde fra skovkrattet blev der skudt mod træerne i vest. Hansen kunne se, at krattet var næsten groet sammen med skoven på den anden side af engen. Vi skal derind, det er ikke sikkert at blive her, sagde han til de andre, mens kuglerne lød mod dem.
Olsen lå på maven i græsset og fik med besvær hevet Nylung ind mellem træerne.
Han var blevet ramt i skulderen. Han synes ikke at mærke en smerte, men han var svækket.
Mens der blev skudt mod skovkrattet, begav Olsen og Nylung sig ubemærket hjem mod lejeren.
Mon vi fik dem?
Græsset, det var heldigvis højt nok til, at de fire mænd kunne møve sig over i skoven uden at blive ramt. Hansen begyndte at skyde igen mod træerne i vest. Afsted, beordrede han de andre, mens han langsomt bevægede sig baglænds med dem.
Hansen fornemmede en underlig stilhed fra skoven i vest, da de alle fire var kommet ind i skoven. Der var total stilhed, ingen skud, ingen lyde. Ingen fjende at se.
Hansen hviskede: Mon vi fik dem?
Efter to timer nåede Olsen og Nylung tilbage til lejren, hvor Nylung blev kørt til felthospitalet med det samme.
Olsen var rystet, de var gået lige ind i et bagholdsangreb på fjendens side. Hvor var de andre, tænkte han, da han blev beordret ind for at afgive rapport.
Denne historie er fiktiv!
Historien er skrevet for at give et en idé om, hvordan det kunne have gået for sig.
Personerne, deres rang, og militære enheder er ægte. Dato og lokation er ægte (skov og engen er fiktiv) Beskrivelsen af korporal Hansen er ægte.
Fakta: Patruljen med de 8 personer endte i et russisk bagholdsangreb, hvor to unavngivne blev dræbt, en person blev hårdt såret, og en blev ikke ramt. De sidste fire personers skæbne kendes ikke. Det er rapporteret, at de “forblev på fjendens side”.
Deres patruljering og bagholdsangrebet foregik fra kl. 11.15 til 17.00 d. 29 okt. 1942
Hvordan deres patruljering, angrebet og deres død gik for sig, vides ikke.
De 4 kunne være taget som fanger og døde i fangelejer = usandsynligt.
De kunne være blevet dræbt og efterladt på stedet og de finske styrker havde ikke mulighed for at evakuere dem.
Fjenden kunne have dræbt og begravet dem uden gravmærkning.
Fjenden kunne have dræbt og begravet dem med gravmærkning, men lokationen var umulig for de finske styrker at komme til pga. fjendens territorie.
Årene gik, krigen blev afsluttet og området har lige siden tilhørt Rusland. Jandeba hedder nu Yandeba.
De er derude et sted.
Hvad blev der af dem?
Poul Anton Hansen,
registreret som dræbt, lig efterladt eller ødelagt.
Poul er begravet i absensia på Helsinki heltekirkegård.
Arne Johannes Nylander,
registreret som dræbt, lig efterladt eller ødelagt.
Arne er begravet i absensia på Espoo kirkes heltekirkegård.
Lars Thorvald Lindbäck,
registreret som dræbt, lig efterladt eller ødelagt.
Lars er begravet i absensia på Helsinki heltekirkegård.
Ragnar Björn Sjöholm,
registreret som forsvundet, formodet dræbt.
Ragnar er begravet i absensia på Loviisa Pernaja heltenes gravområde.
Hvem de to unavngivne våbenbrødre var, kan vi ikke finde ud af. De blev dræbt, men de er ikke nævnt med navn.
Nylung må have overlevet krigen, da vi ikke kan finde en falden i databasen med dette efternavn.
Det samme gælder for Olsen