Den Danske Finlands Bataljon
Den Danske Finlands Bataljon
Efter Sovjets angreb på Finland den 30. november 1939 tog grosserer P.M. Daell (Daells varehus) initiativ til at oprette en dansk frivillig styrke til støtte for Finland. Der blev oprettet et oplysnings- og hvervekontor i Willemoesgade på Østerbro i København, ledet af pensioneret oberst Ivan Carstensen. Hvervningen var ”uden-omparlamentarisk”, fordi det officielle Danmark holdt fast i neutralitet og ikke ønskede at blande sig i krigen mellem Finland og Sovjetunionen.
Danmark havde på dette tidspunkt ingen kampklar hær; den bestod primært af værnepligtige under uddannelse. En stor del af befolkningen, flere erhvervsledere og visse officerer ønskede dog at støtte Finland, og derfor blev Dansk Finlands Korps oprettet. Allerede i januar 1940 var de første danske frivillige ankommet til Oulu i Nordfinland.
I løbet af vinteren 1939/40 nåede korpset op på omkring 1000 mand, selv om det præcise antal er usikkert. Det blev organiseret på bataljonsniveau med tre kompagnier samt to forsynings- og depotkompagnier. Mange af de frivillige havde ingen militær erfaring, og træningen foregik under vanskelige forhold med streng kulde og manglende materiel.
C.F. v. Schalburg ankom til Oulu den 7. marts 1940 efter at have fået officiel rejsetilladelse fra Livgarden. I Finland blev han udnævnt til kaptajn i den finske hær og chef for korpsets 2. kompagni. Han gennemførte intensiv uddannelse af sine soldater og forberedte en kommende indsættelse ved fronten. Den 10.–12. marts var der stor spænding i korpset, og styrken stod klar til afgang mod fronten den 13. marts. Samme dag kl. 11 blev der imidlertid sluttet fred mellem Finland og Sovjetunionen. Dette udløste dyb fortvivlelse i korpset og blev beskrevet som “Idiotiske Dage med Intriger og Pjat”.
Den 19. marts 1940 overgav oberstløjtnant Valdemar Tretow-Loof kommandoen over den danske styrke til major Johan Herluf Skjoldager. Samtidig ændredes navnet fra Dansk Finlands Korps til Dansk Finlands Bataljon, fordi en stor del af personellet tog hjem til Danmark, mens en anden del valgte at blive i Finland. Schalburg glædede sig over, at 100 mand af hans 165 blev tilbage.
Den danske styrke blev herefter ikke opretholdt som en samlet enhed i finsk tjeneste. De danske frivillige trænede i Oulu og senere i Loviisa, men blev indplaceret under finske styrker i andre enheder.
Den 23. marts blev styrken flyttet med tog til Loviisa i det sydøstlige Finland, hvor den fik bevogtningstjeneste som opgave. De danske frivillige blev taget godt imod af lokalbefolkningen, især da man fandt ud af, at de var danskere og ikke svenskere. De fik tilført våben og udstyr, muligvis fordi danske myndigheder ikke længere lagde hindringer i vejen, når krigen formelt var afsluttet.
To datoer i Loviisa står særligt i erindringen hos de danske frivillige:
– 9. april 1940: Nyheden om den tyske besættelse af Danmark nåede frem. Schalburg blev dybt påvirket og talte med sorg og vrede til sine soldater. – 28. april 1940: Feltmarskal Mannerheim besøgte den danske styrke, holdt en kort tale og takkede dem for deres vilje til at kæmpe for Finlands sag.
I maj 1940 begyndte planlægningen for hjemsendelsen af de resterende danskere. Afgangen krævede tysk godkendelse. Den 25. maj sejlede styrken fra Loviisa, og den 3. juni ankom den til Københavns Frihavn. Hjemkomsten blev forsøgt holdt diskret; der var ingen officiel modtagelse, og stemningen blandt soldaterne var præget af skuffelse, fordi de aldrig var nået til fronten. Ved ankomsten fik de udleveret civilt tøj samt en pengegave på 50 kroner af P.M. Daell. De fik udleveret civilt tøj, da man ikke ønskede frivillige i finsk uniform på gaderne.
De danske frivillige kom hjem i to omgange, og der var ingen stor heltemodtagelse.
Nogle få rejste tilbage og kæmpede under Fortsættelseskrigen sammen med dem, der var blevet.
De kom under finske og svenske styrker.
Herunder kan du læse om Schalburg og hans skæbne
C.F. von Schalburg
Allerede den 1. juni blev Schalburg genansat som kaptajnløjtnant ved Livgarden designeret som chef for 2. Kompagni/2. Livgardebataljon, idet han var til tjeneste ved Livgardens stab. Chefen, oberst K. Knudtzon ønskede ikke, at Schalburg optrådte aktivt i partiarbejde for DNSAP, hvilket Schalburg rettede sig efter.
Schalburg blev rastløs og deprimeret – han ønskede fortsat inderligt at kæmpe mod Sovjetunionen. Han søgte således den 16. juli om orlov og rejsetilladelse til Finland for at sætte sig ind i finnernes uddannelse i feltsport og samle materiale vedrørende krigserfaringerne. I virkeligheden ville han søge om optagelse i den finske hær. Livgarden, Sjællandske Division og Generalkommandoen anbefalede ansøgningen, men Krigsministeriet afslog. Et direkte brev til feltmarskal Mannerheim udvirkede også et afslag. Schalburg opgav nu at komme i finsk krigstjeneste.
I stedet søgte han den 25. august om orlov og rejsetilladelse til udlandet (Bruxelles), hvor hans forældre opholdt sig. Han afrejste dog først den 24. september, men ikke til Belgien. Rejsen gik til Berlin, hvor Schalburg den 25. september meldte sig frivilligt til Waffen-SS, og han satte derpå ikke foden på dansk jord det næste halvandet år.
Waffen-SS 1940-1942
Schalburg forrettede først tjeneste i 5. SS-Panzergrenader-Division Wiking, og overtog den 1. marts 1942 kommandoen over Frikorps Danmark som SS-Sturmbannführer (major). C.F.v. Schalburg faldt som chef for Frikorpset den 2. juni 1942 ved Demyansk i Novgorod Oblast, Rusland. Mindehøjtidelighed i København.
Hans overordnede mål var at befri sit elskede fædreland, Rusland, fra det kommunistiske diktatur og hævne bolsjevikkernes mishandling af hans familie. Her kan postuleres, at hensigten helliger midlet.
Text fra DET MILITÆRE LÆSESELSKAB RENDSBORG, EKSKURSION 2019, pdf fil
Kilder:
DET MILITÆRE LÆSESELSKAB RENDSBORG, EKSKURSION 2019, Mindesten – pdf fil
ishoejlokalhistorisk.dk
kristeligt-dagblad.dk
