Fejr bål med Ivan
Nogle af billederne er for illustration, mens andre er fra beretningen. Klik på et billede og se det i større størrelse.
Alle billeder: SA-Kuva. Kort: Digihakemisto
Fejr bål med Ivan
Afskrift
T tus k8
Sot. Virk.L. Zilliacus
13/VII/41
Fejr bål med Ivan
Danske sergent Bojesen som næstkommanderende
Døgnets mørkeste tid er netop indtrådt, da vi forlader korsuen. “Vi” er en elsningspost på tre mand plus mig som ekstra. Artilleriet har varmet hyresgæsten i tidsrummet kl. 23–24, mens vore forposter taktfuldt har holdt sig i baggrunden. Nu er ilden flyttet længere ind i fjendens stillinger, og vi går frem.
Ti minutters vandring gennem skoven, og vi har dette allerede kendte frontafsnit for øje. Der er den tyndt skovbevoksede sænkning, hvor havets spejlblanke flade mellem træerne til venstre lyser forførisk, uendeligt lokkende for solrige, svedige frontsoldater, som dog ikke må søge lindring i vandet, og strandens leje afslører fjenden lige over for os. Der til højre ligger den tiltagende tætte skov, som skjuler nabosektionen af fronten. Og der, til sidst, lige foran os, er den lave bjergkam, som er vor frontlinje.
Vi installerer os, kobler vor telefon til og får efter nogle få forgæves forsøg et søvnigt svar fra ledelsens anden ende, hvor de færdigindstillede granater afventer deres tid. Så kryber én af os op på bjerget for at holde udkig, den anden stiller sig ved telefonen, og vi to, som er ledige, slår os i snak med afsnittets faste besætning. Også denne er på dette tidspunkt velkendt for os. Den udgør den såkaldte fremmedlegion, idet den tæller den svenske fænrik Hallberg-Cule som chef, den danske sergent Bojesen som næstkommanderende, yderligere nogle danskere og et par svenskere, en ungarer og en eller anden kriger af ubestemt herkomst.
Det er en næsten ideel nat til et sådant foretagende
Vi skal holde vagt i fire timer, timer som i almindelighed langsomt kryber frem i kedsommelighedens tegn, måske afbrudt af en periode nu og da med ubehag, når man, selv uvirksom, bliver udsat for opmærksomhed fra fjendens “knaku” (granatkaster). Men i nat lover fændrikken os noget morsomt.
Hyresgæsten har understreget sin modvilje mod sit værtsfolk ved at opstille en væg eller skærm mellem sig og os. Denne består af løvtræer (måske friskt, hvor lidt Ivan bryder sig om nåletræer), som allerede er visnet og danner en lige så grim som uigennemtrængelig barriere – uigennemtrængelig for nysgerrige blikke, nemlig. Andet har vi nok sendt tværs igennem den uden synlig virkning. I nat skal en patrulje ud og holde bål med dette køkkenmateriale.
Det er en næsten ideel nat til et sådant foretagende. En let dis stiger op fra jorden i den lune sommernats luft, røg fra de kraftige skovbrande blander sig med disen. Månen skinner ganske vist, men i det spøgelsesagtige skær er ingen konturer skarpt markerede. Dog ved vi, at vi trygt kan bevæge os oprejst, selv hvor bjerget ender, og kun det åbne terræn ligger mellem os og hyresgæstens forhæng.
Ved midnat begiver patruljen sig af sted. Det er to danskere, som har påtaget sig opgaven, to hærdede syndere mod Ivans nattero, hvoraf den ene i det civile angiveligt er pelsjæger. En hel del makabre hentydninger gøres naturligvis til dette hans fredstidsyrke. En tredje mand, udrustet med et maskinpistol, placeres ved patruljens udgangspunkt for at beskytte dens tilbagetog. Til at begynde med kan vi skimte konturerne af de to eventyrere mod den blanke havoverflade, hvor de søger sig frem langs stranden. Da de har gået et dusin meter, hører vi fjendens første pigtrådshegn, og man hører saksen i arbejde.
Tiden går langsomt
I den stille nat synes man, at den metalliske klikken burde kunne høres langt ind på den anden side. Ingen reaktion kan dog iagttages. Klikkene forstummer. Spøgelsesfigurerne ses ikke mere, de kryber formentlig nu.
Endnu en gang hører vi den samme lyd, denne gang betydeligt nærmere fjenden, og så bliver der igen stille. I omkring 60 meters afstand fra os ligger en lille hvidmalet pavillon ved stranden, hvorfra en lang træbro skyder ud i vandet. Da patruljen har passeret denne, mangler der dem omtrent 200 meter til målet.
Tiden går langsomt. Vi taler hviskende, sniger os fra det ene punkt til det andet og forsøger forgæves at opfange nogen bevægelse eller nogen lyd derovre. Et par artillerister stiller sig hos os, glade finske drenge, hvis brummen fændrikken med besvær får tysset ned. Det er ikke uden, at også en af os indimellem glemmer sig og lader stemmebåndene give lyd. Jeg reflekterer, som mere end én gang i disse dage, over hvor svært det er at opretholde forsigtighed i en situation, som er blevet en vane.
Femogtredive minutter er gået. ”Nu bør de være fremme,” hvisker fændrikken. Vi stirrer intenst mod det punkt, hvor vi venter at se ilden bryde ud, så intenst at vi gang på gang tror, vi opfatter en gnist eller en begyndende flamme, blot for straks efter at konstatere, at vi kun har set det, vi ønskede at se, og ikke det, som i virkeligheden fandtes. ”Hvad laver de drenge der?” brummer den danske sergent.
Timeviseren nærmer sig ét, den passerer mærket. Er de blevet taget til fange, overrumplet? Nej, det er sikkert ikke gået uden kamp. ”Klokken er fem minutter over ét. Ti over. Hvad kan – ah!” Der har vi det. Et dump, en flamme, som i et øjeblik ser ud som en stor poppel tegnet i ild, og som hurtigt vokser. I samme øjeblik smælder det, maskinpistolernes kraftige salver runger omkring. Oppe fra højre blander også et maskingevær sig. Derefter ophører maskinpistolerne, geværerne brager endnu et stykke tid. Så bliver der stille.
Hvor er patruljen?
Ilden breder sig med behagelig hastighed. Et tredive meter langt stykke af løvtræsbæltet står allerede i lys lue. Ilden søger sig også bagud, et hus eller et skur brænder. Pludselig høres et kraftigt brag, en større flamme slår op, og røgen vælter. Var det ammunition, der eksploderede, eller en mine?
Igen går minutterne. Den første glæde over det vellykkede kup har lagt sig. Bekymring for patruljens skæbne melder sig igen. De klarer sig nok, siger vi til hinanden. Et enkelt skud lyder helt tæt ved os, derefter en hel serie fra maskinpistolen. Fra fjendens side stiger en raket op i en smuk bue mod den lysnende himmel. Maskingeværet på den anden side blander sig igen i legen. Hvad sker der? Hvor er patruljen?
Vi ser en skikkelse springe op fra stranden langt inde på vores side, derefter endnu én. Patruljen er vendt tilbage. Svedige, en smule forpustede, med et grin i ansigtet står den første foran os. ”Smuk ild,” siger han. ”Jeg behøvede bare den ene flaske. Her er den anden.”
Fændrikken trækker mændene ned i en fordybning og beder dem fortælle. De havde været forsigtige på udturen. Pigtråd og affaldsforhindringer mødte dem, men de nåede helt frem til løvtræernes fod uden at blive observeret. Den ene dansker krøb først, pålsjægeren efter for at beskytte ham. Netop da, efter at have kastet sin brandflaske, sprang russeren ned foran ham. Den første nåede at affyre et skud, men da blev også hans og kammeratens skæbne beseglet af pelsjægerens maskinpistol. Et fjendtligt maskingevær trådte derefter i aktion, og patruljen havde en mindre udveksling med det under tilbagetoget.
Da de nåede den lille pavillon så tæt på vores område, begyndte de allerede at føle sig sikre. Men netop som den første dansker løb forbi den i sammenkrøbet stilling, rakte en revolver ud gennem vinduet, og et skud gik af. Kuglen rejste sig fra danskerens ryg. Inden russeren nåede at affyre ét eneste skud, lod pelsjægeren maskinpistolen spille. Revolveren forsvandt, og patruljen sprang videre. Fjendens maskingevær forsøgte tydeligvis at spærre vejen, men uden held. Det var det hele.
Vi glemte hønsene
Med lykkelig afslutning vender den ene dansker sig mod den anden og siger med bebrejdelse i stemmen: ”Hør du. Vi glemte hønsene. Skal vi ikke gå tilbage?” Hver morgen hører man en hane gale på lejernes område. En hane betyder formentlig høns. Det har længe fået de initiativrige danskere til at savle.
Men fændrikken har et andet mål for øje. ”Det gælder russeren i pavillonen. Ham burde man tage til fange. I hvert fald bør pavillonen ryddes, så hverken han eller nogen anden ubemærket snigskytte kan benytte den.” En ny patrulje udpeges under sergentens ledelse. Den begiver sig af sted, tre mand stærk.
Igen kryber man frem. Så høres et brag ledsaget af lyden af knusende glas. Et rødt skær lyser gennem pavillonens vindue. I samme øjeblik bryder en skudveksling med maskinpistoler løs. Maskingeværet følger igen trofast med. Kort efter er patruljen tilbage. Pavillonen var tom, men da de havde kastet brandflasken ind i den og var gået deres vej, blev de beskudt fra den anden side af broen. Snigskytten havde gemt sig dér.
Skudvekslingen fortsætter sporadisk i omkring en time mellem vores folk på bjerget, som af og til mener at have lokaliseret russeren, og russeren samt hans kammerater ved maskingeværet. Til sidst bliver det helt lyst, og aktiviteten ophører. Pavillonen er tydeligvis af gammel, sur ved. Den brænder først tøvende, men slår til sidst ud i klar lue og falder kort efter sammen med et brag. På det tidspunkt er også løvtræsbæltet og en hel del bagved brændt op. Det viser sig at have skjult en jernbane og noget, der ser ud til at være en bunker af tømmer. Patruljerne synes at have udført et godt stykke arbejde.
Jeg kan ikke lide de der huller
En bil høres ankomme til Ivan i skoven midt overfor. ”Nu får vi snart knaku på os”, siger en af soldaterne. ”Det får vi altid, når den bil kommer.” Vores ildledningspost melder om bilens ankomst til vores egen knaku-service. Kort efter siger både Ivan og vi det samme med knaku til hinanden.
Høflighedsudvekslingerne er imidlertid sparsomme, og jeg føler ikke noget større ubehag, mens jeg søger dækning i en sandgrav.
Ikke langt fra mig sidder en soldat helt roligt lænet mod bjerget og læser en roman. ”Jeg kan ikke lide de der huller”, siger han, da jeg ser noget forbavset på ham. ”Jeg synes, det er bedre sådan her.”
Da det er forbi, bemærker vi, at vi småfryser i den fugtige morgengry. Tågen begynder imidlertid at lette. Klokken nærmer sig fire, og afløsningen synes allerede at nærme sig mellem de spredte træer. ”I får en smuk morgen”, hilser vi dem, og så går vi.