Arne Leonard Madsen

Af John Lie

Brevet kom i retur! »Død«, stod det med blyant. Det var den sidste hilsen således. Det var den enkle gravskrift over den danske snedker Arne Madsen, som hørte til vore venner siden vinterkrigens dage. Fra Hangö-fronten skrev han i begyndelsen, at han følte sig unyttig. Han fik ikke gjort ret for sig, mente han. Senere fik han dog sin længsel efter at komme nærmere »linjerne« tilfredsstillet. Han blev alvorligt såret, blev behandlet på felthospital, blev forsvarligt restitueret og drog østpå igen. Her er hans liv endt. Danskeren Arne Madsen er død for Finland. Han indså, at Finlands kamp var Nordens, og der var mange vemodige tonegange i et af hans breve, hvori han fortæller om sit besøg i hjemlandet. Han havde truffet sådanne, som ikke forstod Finland, skrev han …

Brevet kom i retur, men det var som om Arne Madsen selv fremførte det. Han kom livslevende ind på sit sædvanlige, forsonede vis. Han havde arbejdet hele dagen i sit eget erhverv, men han havde kræfter kvar til overarbejde. Behøvedes hans hjælp, så stod han til tjeneste. Ja, han behøvedes. Og nu, da brevet kom i retur, ser jeg ham i trægen ind i vor havestue. Men nu blyges jeg for vort skæmt om hans feminine foreteelse og hans stemme i dæmpet kvindelig diskant. Nu ser jeg blot det spørgende, undrende alvorstræk i hans ansigt. Nu ser jeg nogle af de linjer, som angiver, at han i sig bærer svaret på nogle af sine væsentligste livsspørgsmål. Nu ved jeg, at dette var manden Arne Madsen, som vidste, hvad Nordens frihed var værd.

Samtidig ser jeg igen en anden af vore danske venner. Torben Larsen var murer. Der var noget sprudlende, sprittende, oversvømmende af dansk gemyt i hans væsen. Ven ved det første håndtryk, ven i fortsættelsen, ven til slut. Hans hjælpsomhed og offervilje var ubestridelig. Han elskede Finland, sagde han. Han havde fået et nyt fosterland, og det grammede ham, at han ikke nåede med i vinterkrigen. Men han skulle behøves endnu, mente han. Han skulle blive. Ikke i dødsløs venten. Nej, Torben Larsen var frem for alt arbejdets mand. Hans nærmeste mål var at tjene penge, så han kunne gennemgå et folkehøjskolekursus i Kuggom. Han murede, han huggede brænde, han arbejdede i tørvemoserne. Det blev penge, men det blev ikke tilstrækkeligt. Glædesstrålende kom han en dag og fortalte, at han havde fundet en udvej. Nu skulle han til Petsamo, dér ventede et fartøj, mureren skulle blive fyrbøder, skovlpenge og lidt dertil var allerede som i en æske. Jeg har aldrig før og kommer sikkert heller aldrig mere til at trykke en hånd til afsked på nogen, som lever så i det fuldstændige solskin som Torben Larsen den stund. …

Budskabet fra ham kom ikke i form af noget returbrev. Det kom gennem radioen. Torped eller mine uden for den norske kyst, hed det. Fartøjet sporløst forsvundet med mand og alt! Dette havde sket den 5. december 1940.

Det er sådanne budskaber, som alle med egne på havet lever i stadig angst for. Det kommer som et sværdhug, det slår ned som en forræderisk bombe uden forhåndsvarsel. Men det er et underligt budskab i al sin knusende magt. Da vi rejser os op efter slaget, så ser vi et lys i mørket. Et håbets lys. »Med mand og alt«, hed det vistnok. Men det har heddet så før også, og endda har stunden nogen eller nogle blevet reddede. Naturligvis stillede vort håb Torben Larsen og overstyrmanden Börje Andersson i de reddedes skare. De stod os nærmest, og derfor blev de udvalgt. Vore forestillinger malede hele hændelsen. Et fremmed fartøj kom og tog dem op af dødskampen i bølgerne. De blev ført til ukendt sted, de blev internerede. Vi skulle få vente længe. I tre måneder skulle vi vente. Sedan skulle det gode budskab fra Tor- (Forts. på side 3)

Side 3:

… ben og Börje kom. Vi lever, vi har det bra … Vi har tvunget os til at ophøre med vor venten. For alt for længe siden. Intet fremmed fartøj reddede vore venner. De ofrede deres liv under en kort, skinbarlig fredstid. Vi har tvunget os til at ophøre med de krævende fronttjenester. Torben Larsen! Du døde for dit nye fosterland.

• Så gav dette Arne Madsen-brev i retur mig endelig anledning til også at sige dig, Torben, et sent farvel. Jeg genoplever vort afskedsøjeblik. Sol, glæde og ukuelig sejervilje ser jeg i dit ansigt. Da havdybet vuggede dig til den sidste søvn, da Døden rullede sin livsfilm op og lod dig se vejene og målet, da bredte sig vist dit store, gode smil over ansigtstrækkene. Pligten var fuldbyrdet. Du vidste, at nu havde du givet, hvad du fra begyndelsen ligesom Arne Madsen havde været villig til at give. Du havde givet livet for Finland og Norden. Din kamp var slut. Det var godt at sove.

Så kan et brev i retur vække til fornyet, sund eftertanke. Vi beundrer vort eget lands tapre, trofaste sønner, og vi har skæl at beundre dem. De fleste af dem er dog kommanderede til deres krigiske værv. De fuldbyrder en fædrelandsk pligt. Arne Madsen og Torben Larsen — de er blot eksempler blandt mange hundrede — kom langvejsfra, fra et afsides land. De kom frivilligt. Kommandoen gavs i det eget bryst. Begge var de dygtige fagmænd, som ikke savnede udkomsmuligheder i deres eget land. Det var heller ikke eventyret, som lokkede dem. De var ikke lykkesøgere. De havde klare livslinjer og bestemte mål. Deres offergerning var et led i fremtidskæden, som engang skal smedes hel og stærk og urokkelig.

Så giver brevet i retur mig anledning til at sige: Tak, Danmark, du er med os og skal så forblive.

John Lie.

Oversat af ChatGPT, så der kan være fejl i oversættelsen