I forreste linje
Nogle af billederne er for illustration, mens andre er fra beretningen. Klik på et billede og se det i større størrelse.
Alle billeder: SA-Kuva. Kort: Digihakemisto
I forreste linje
Afskrift
T tus k8
Sot. Virk.L. Zilliacus
12/VII/41
I forreste linje
I ly af fyrretræer
Klokken 2 om natten bliver jeg vækket af, at nogen langsomt råber mit navn. Jeg forlader det mørke rum, hvor mine knirkende skridt og klodsede bevægelser i militærstøvlerne ikke forstyrrer rytmen i de tunge åndedrag. Udenfor er det lyst. I det grå tusmørke ser jeg en ambulancebil. Jeg stiger op i førerhytten, og vi kører af sted.
En lokal fremrykning skal gennemføres, og ambulancen skal være til stede nær linjen. Den køres forsigtigt, og dens ressourcer er gode. Ikke desto mindre kan jeg ikke undgå at tænke på, hvilke lidelser disse snoede, sønderkørte og sønderskudte veje må forårsage de sårede.
Efter en halv time er vi fremme ved staben for det lokale afsnit. Det er allerede blevet så lyst, at jeg uden vanskelighed kan læse indskriften ”Til Hangö” på kommandørens med lervælling camouflerede bil, ved siden af hvilken ambulancen er parkeret i ly af nogle fyrretræer. Indenfor sover alle endnu med undtagelse af kokken, som sysler i en ildstedslignende lille alkove. ”Kommandøren har bestilt kaffe til klokken tre,” siger han, ”jeg skal netop til at vække dem.” Der er noget bekendt over soldatens måde. Jeg ser nærmere på ham og genkender en bekendt vægtermester fra Savoy. Vi giver hinanden hånden, og han begynder sin vækningsrunde.
Et kvarter senere er jeg på vej sammen med et par officerer. Vi går over jernbanen, hvor vores bevægelser skjules for ”forpagteren” af en skærm af for øjeblikket ”plantede” træer. En slyngende skovsti, hvor skygger i færdighjelm og med bårne geværer lydløst kommer og går i morgengryet, fører os på få minutter til en spredt fyrrebevokset lavning. På den ene side blinker vandet mellem træerne: det er havet. På den anden side fortætter skoven, og vi vinder efterhånden udsigt. Lige foran os danner en lav bjergknold, eller snarere en række sådanne, den egentlige frontlinje.
Fændrikkens kongedømme
Ved bjergets fod står små grupper af krigere. Oppe nær dets kam ses nogle støvler, hvis fortsættelse utvivlsomt udgøres af en vagtpost eller ildleder for artilleriet. I en grube ved bjergets fod står en mand ved en felttelefon. Fuld beredskab hersker åbenlyst. Hver mand er på benene, den lille korsu er tom, ligesom de lave gruber, hvor den yderste linjes mænd har krøbet sammen for et øjebliks utryg hvile. En ung mand skiller sig ud fra den gråklædte gruppe nær felttelefonen og træder os i møde. Det er fændrikken, som har kommandoen her. Over venstre øje, eller der hvor venstre øje burde være, bærer han en sort klap. På hænderne bærer han overraskende nok handsker. Hvis jeg ikke allerede havde kendt ham, ville hans første ord allerede have afsløret hans herkomst: Sverige. Men vi har mødt hinanden ved regimentsstaben, hvortil han var blevet ført et kort øjeblik for at blive præsenteret for svenske litterater, som var ankommet på besøg.
Fændrik Hellberg-Cuula mistede et øje under vores vinterkrig. Nu står han igen i forreste linje som frivillig. Han er i strålende humør, tydeligvis tilfreds med sit afsnit af fronten, måske fordi det er det mest udsatte på hele fastlandslinjen. ”Foruden mine egne mænd,” forklarer han, ”har jeg til min rådighed maskingeværer, granatkastere og artilleri. Jeg behøver blot at bestille, så får jeg mine pakker. Det er noget andet, end det var sidste gang.”
Fændrikken fremviser sit lille kongedømme. Vi begynder med at krybe op på bjergknolden og lægger os i samme højde som fortsættelsen af støvlerne, som vi havde betragtet nedefra. Et forsigtigt blik over kammen viser os en lav, næsten skovløs lille dal. Vores terræn hæver sig på den anden side i en afstand af omtrent 250 meter, videre igen skoven.
Pling! Klask!
Lige inden for de ret tætstående træer skimtes et rødmalt hus. Mod højre fortætter skoven også i lavningen, som snævrer kileformet ind mod sideskoven, og skoven på vores side vokser sammen. Til venstre, hvor træerne bliver mere spredte, har lejeren opsat en mellem to og tre meter høj skærm af træer, fastgjort til en bestemt stokramme. Skærmen danner en for nysgerrige blikke uigennemtrængelig mur og løber helt ned til stranden. Træerne, som danner muren, er hovedsageligt løvtræer og er allerede visnet.
”Vi har forsøgt at antænde den dér forhæng med granater,” siger fændrikken, ”den burde brænde som fnug. Men det er ikke lykkedes. Vi må tage den på en anden måde.”
Vi kryber ned igen og følger vores vært på en tur til venstre ned mod stranden. Bjerget bliver lavere, og vi må dukke os for ikke at blive set. Efter et tredive meter ophører bjerget, og vi hopper ned i en beskyttelsesgrav, over hvis kant vi ser ud gennem et lille dække af kviste. Ved stranden, på no man’s land, ligger en stor træbro, som løber skråt ud i vandet. Omkring 60 meter længere inde på landsiden står en lille hvidmalet pavillon. Ved broen er jorden sumpet helt hen til lejerens løvforhæng, som bøjer sig i ret vinkel og løber væk fra os netop dér, hvor en lang, lav sandodde skyder ud i vandet.
”Lejeren har vist et maskingevær længst ude på odden,” forklarer fændrikken. ”Med det skyder han undertiden ind i flanken på os her. Men man må være en smule forsigtig. Men se nu derhen!” Han peger langs vores egen linje ned mod vandet.
Jeg følger opfordringen.
Lige ved stranden rejser der sig en stor, hvidmalet, trekantet konstruktion. Det er et farledsmærke, og der er i sig selv ikke noget bemærkelsesværdigt ved det. Men ved dets fod står en meterhøj rød- og grønmalet pæl. Pælen er et grænsemærke. ”Her er vi nået ind på lejerens arrendeområde,” forklarer fændrikken stolt, og hans afsnit er foreløbig det eneste, som er rykket ind på fjendens jord.
Vores befæstningsarbejde er udelukkende udført med forsvar for øje. Vores første stærke forsvarslinje er derfor bygget i en anstændig afstand fra arrendeområdets grænsepæle. Nu rykker vi imidlertid frem.
Fændrikken har taget det første skridt i modbevægelsen. Det kostede en del i tab, men fremad gik det. Netop denne morgen – mens vi taler her – er det blevet helt lyst. Fyrrestammerne på bjerget antændes allerede af strålerne fra den øverste del af solskiven.
– netop nu skal en fremrykning finde sted i grænseafsnittet med det formål overalt at trænge frem til rigsgrænsen. Et skud og endnu et skud høres, pludselig er der helt stille.
Fændrikken selv skal ikke rykke længere frem i dag. Årsagen bliver klar for mig, da jeg lader blikket glide videre forbi den erobrede grænsepæl ud over vandet. Der ligger en ø knap 500 meter fra vores strand. Dens kyst nærmer sig skråt fastlandet, indtil den lige over for den sandede odde på fjendens område ligger i en afstand på ca. 150 meter.
Øen er i fjendens hænder. Derfra får vi af og til granatkasterild, og en snigskytte har mulighed for at skyde direkte ind i vores flanke. En sådan findes der også, en dygtig skytte, forklarer fændrikken. Dagen før havde en ung fændrik, som om natten havde deltaget i rensningsaktionen, lagt sig til hvile i solskinnet et godt stykke inde på vores område. En kugle ramte ham i maven, mens han sov, og han døde nogle timer senere. ”Snigskytten må have klatret op i et træ for dette skud,” siger fændrikken.
Mens vi taler, kommer fændrikkens nærmeste mand, en dansk sergent, for at slutte sig til os. Han er nået frem til inden for et par meter fra vores grav, da det smælder. Ping – klask. Et gevær knalder, og kuglen slår mod bjerget ved siden af os. Uvilkårligt dukker vi os. Det er naturligvis absurd som en beskyttelsesreaktion mod den kugle, vi først har hørt, da den har nået enden af sin bane, men måske kan vi alligevel ses, og kuglen kan følges af flere.
Sådan tolker jeg i hvert fald vores bevægelse, da jeg ser, at den kampvante fændrik gør det samme som jeg i min slet ikke reflekterede skrækbevægelse.
Danskeren hopper ned i gruben med et grin. ”Du skal ikke vise dig,” siger fænrikken og rejser sig imødekommende. Ping – platsch. Ping – plopp. Det smælder i klippen og i et træ. Nu er det fændrikens tur til at smælde forlegent. Vi taler sammen et øjeblik. Ping – klatsch. Hvem har nu vist sig. Vi har siddet pænt i vores grube. Et stykke fra os står endnu en dansker opstillet i en sandgrube. De er uberegnelige, mener fændrikken.
Finnen har ingen nerver
Vi beslutter at vende tilbage til afsnittets mere centrale del, hvor fænrikken lover at vise mig noget hyggeligt. Danskeren går først. Han kryber over grubens kant, dukker sig ned og løber den ca. 5 m lange åbne strækning til den næste grube.
Det går godt, ingenting høres. Proceduren gentages, og således kan han fortsætte med at gå roligt i en noget nedbøjet stilling. Jeg følger eksemplet, fændrikken kommer sidst som høflig vært.
Nogle soldater kommer bærende på en genstand, som de med ømhed i stemmen kalder deres elgbøsse. Det er et grimt stykke, et par tre meter i længde, med korte, flade fødder, som løfter uhyret ca. 20 cm fra jorden. Hele genstanden har noget af en krokodille over sig, man venter næsten at se den svinge med halen og selv bevæge sig fremad på de flade fødder. Elgbøssen viser sig ved nærmere bekendtskab at være en art panserværnsgevær og anvendes til en hel del drengestreger. Den bæres nu ind i skoven af mandskabet for at få en lille ekstra afprøvning, hvorefter den skal frem til forskellige stillinger og spy sin modbydelighed ud over Ivan.
Vi venter på at høre, hvordan det er gået i nabosektionen. Det er så underligt stille, fjenden har åbenbart opgivet terrænet uden kamp. Mens vi venter, vækkes vi et par tre gange af ”knak” (mortérild), nedslagene sker et godt stykke bag os i den lavtliggende skov, men en vis uro føler jeg alligevel.
Det slår mig, at denne højgradige usikkerhedsfølelse time ud og time ind og dag ud og dag ind, mens man selv er passiv, må høre til det mest belastende, som frontlinjens mænd har at udholde i et så forholdsvis ubeskyttet afsnit som dette.
”Ja,” siger en artilleriofficer, som er kommet for at inspicere ildledelsesarbejdet, ”der findes sådanne, som bryder sammen netop under dette. Sammenbruddet viser sig ofte ved, at de ganske stilfærdigt begynder at græde. De er venlige og lydige og gør, hvad de kan, af det man befaler dem, men tårerne strømmer, og når de har fri, sidder de og stirrer og hulker.” ”Hvad gør I med dem?” spørger jeg. ”Vi sender dem længere tilbage, når vi bare kan få det ordnet.”
Samme spørgsmål berøres under middagen i regimentsstaben, hvor kommandøren udbreder sig om finnernes tilbøjelighed til at sove til alle tider. Han fortæller på en munter måde om en aktion, som under krigen i 1918 på en bestemt dag skulle begynde klokken 15. En højtstående tysk officer var sendt som observatør. Klokken nærmede sig, og observatøren iagttog med sin cicerone den troppeafdeling, som skulle indlede aktionen. Mændenes tilstedeværelse blev røbet af højlydte snorken, i øvrigt sås eller hørtes ingen livstegn. Krigerne blev vækket. ”Voi, perkele,” mente de, ”klokken synes virkelig at være ret meget.”
Angrebet sættes i gang – en halv time forsinket. Den tyske gæst skal senere i sine militærforelæsninger med forkærlighed have fortalt om sin oplevelse. Man kan let konstatere, når man nærmer sig den finske hær i angrebsberedskab, forklarede han, man vækkes af snorken.
”Det viser i hvert fald gode nerver,” siger jeg.
”En finsk soldat har ingen nerver,” replicerer en officer, ”hans såkaldte nervereaktioner går kun gennem rygmarven. Men svigter dette forenklede maskineri én gang, så er det også definitivt. Da er der intet andet at gøre end at sende karlen tilbage til roligere forhold.” Men dette var en parentes. Vi befinder os stadig ved den unge svenske fændriks frontafsnit og venter på nyheder.
Det gør vi i nat
Ventetiden bliver en smule lang, og jeg søger tilbage til gruben nær stranden for at forsøge at fotografere gennem eller over fyrrekvistbarrieren.
Nu og da hører man et dump eller et brag der bagved, og så suser, hvisler, snerrer eller brøler en ”pakke” forbi i den høje luft på vej til lejeren. Lyden afhænger af pakkens art og størrelse, dertil også af retningen i forhold til iagttageren. Det følges i hvert fald efter kortere eller længere tid af et brag, som undertiden på grund af ekko bliver en langt udtrukken rumlen som torden. Lejeren har modtaget pakken. Han kvitterer for den med forbløffende tilbageholdenhed. Forholdet er nøjagtig det modsatte af det, som herskede under vores vinterkrig. ”Det giver en næsten forvirrende følelse,” sagde en officer til mig for nylig, ”at høre den trafik over vore hoveder. Den går så overvejende i den rette retning.”
Det rasler i en grube et ti-tal meter fra mig, og en mand rejser sig i samtale med nogen, som jeg ikke ser. Hans grube ligger i retning bagud fra linjen, jeg formoder, at han har nogle beskyttende træer mellem sig og fjenden. I samme øjeblik som jeg tænker dette, knalder det.
Det er som om en serie pistolskud var blevet affyret tæt ved mit hoved. Træerne mellem den uforsigtige og mig flækkes op, bark og kviste flyver. Endnu en serie.
Jeg klapper kameraet sammen og undrer mig over, hvad det var for skud. Det lød som en maskinpistol på ret nært hold, men retningen syntes at være fra øen lige overfor. En maskinpistol er ikke anvendelig på 500 meter. ”Hurtigskytter på den sandede odde,” mener nogen, da jeg igen har stillet mig i gruben bag klippen. ”Retningen forekom mig ikke at stemme,” siger jeg, ”skuddene forekom mig at være affyret nærmere os.”
Endelig kommer der nyheder. Fremrykningen er gået forholdsvis let, vi er overalt så godt som fremme ved grænsen. ”Nu gælder det om at fjerne det der løvskrammel og se, hvad der ligger bagved,” siger fændrikken. ”Det gør vi i nat.” Det gør han også. Dermed løses gåden med de pistolagtige skud. Men det er en anden historie.
Fændrikken kryber ind i sin korsu for at få et par timers søvn. Det er nu midt på dagen. Jeg for mit vedkommende søger tilbage til staben for også at sove en stund. Jeg tænker med en vis uro på, at skrivemaskinen venter mig der i heden. Jeg er klæbrig og sort af sod efter at have kravlet på det brændte bjerg, hvilket lægger et ekstra moment til det ubehag, jeg føler, da jeg alene vandrer tilbage gennem ”Knaku”, nedslagenes favoritområde. Men det hører strengt taget ikke herhen.