En voldsom patruljerekognoscering
Nogle af billederne er for illustration, mens andre er fra beretningen. Klik på et billede og se det i større størrelse.
Alle billeder: SA-Kuva. Kort: Digihakemisto
En voldsom patruljerekognoscering
Afskrift
T tus k8
Sot. Virk.L. Zilliacus
12/VII/41
En voldsom patruljerekognoscering
Besøg hos 2. bataljons stab
Klokken viser næsten 21, da vi forlader staben. Packard-bilen glider frem uden at gøre væsen af sig, som det er dens vane. Foran os kører obersten i sin bil. Jeg har aldrig tidligere kørt ad denne gamle vej, som søger sig sydpå langs vestsiden af halvøen, undertiden tæt ved stranden, undertiden længere inde. Selv med interessen rettet mod det, som straks skal ske, kan jeg ikke andet end nyde de stille skønhedsværdier, turen byder på.
Efter ca. 3 km gør vi ophold ved staben for det afsnit, vi skal besøge (2. bataljons stab under kommando af major Björkman). Den er indkvarteret i en gammel mølle. Synet er betagende. Her er så stille, så lummert, så overvældende gammeldags europæisk, at man føler sig hensat til en søvnig lille dal i Centraleuropa. De mænd, der træder os i møde, er derimod langt fra søvnige. Nogle korte sætninger udveksles; det besluttes, at vi endnu et stykke skal køre i bilerne, men at disse derefter skal vende om og afvente os ved møllen.
Billeder: SA-Kuva
Vi sniger os ind i laden
Efter endnu en kilometer stiger vi ud, og bilerne vender om. Vi står ved kompagnichefens korsvej. Den ligger i et ret udsat terræn og giver kun beskyttelse mod splinter. Kompagnichefen (kaptajn Ramström) er en storvokset mand med åbent, sympatisk blik og giver os en af sine unge officerer som fører. En kort spadseretur, og vi når en vej, som her løber parallelt med fronten, men drejer og over åbent terræn løber i retning mod fjenden. Nogle buske på den anden side af vejen skjuler fjenden for os og os for ham. I disse buske befinder der sig i dette øjeblik en vagtpost. En af mændene kalder os sagte an og beder os om ikke at benytte vejen i deres nærhed. Vore bevægelser kunne henlede fjendens opmærksomhed på deres område.
Vi tager en lang omvej gennem skoven vest for vejen og kommer ned til den ved et sving et stykke nærmere fjendens linjer. Skjult tæt ved vejen ligger en vagtpost på to mand. Vi løber et dusin meter langs vejen i foroverbøjet stilling, indtil vi har en lade mellem os og russeren. Vi sniger os ind i laden og ser ud gennem en sprække.
Foran os ligger en ca. 300 meter bred mark, som løber parallelt med linjerne. Mod højre afgrænses den af en lav, klippefyldt skovtunge, som danner en beskyttende vold mellem det lavtliggende land og havet. ”Det er gennem denne skovtunge, aftenens patrulje skal tage sig frem. Mod vest fortsætter marken med et sving væk fra os. Træbevoksede knolde skyder ind i den fra vores side og afskærer synsfeltet i den retning.”
Ivan bygger
Over for os har vi fjendens linjer. Det er allerede skumring, og en tynd dis stiger op fra jorden. Man kan dog straks se, at russeren har forskanset sig kraftigt. Først har man anlagt et bredt bælte bar jord. Gennem kikkerten ser man, at denne er harvet. I den harvede jord følger et bælte med hvidt sand, meget velegnet som farvekontrast mod mørke figurer, der eventuelt måtte bevæge sig ubemærket i tusmørket. For at mulige bevægelser ikke skal blive for hurtige, er der opsat et pigtrådshindring. Bag denne, hvor terrænet under alle omstændigheder hæver sig brat, er der gravet en stockgrav, måske 2 meter dyb; oven på denne er der et pigtrådshegn. Gennem og over dette ser man, at terrænet yderligere skråner opad nogle meter, hvorefter skoven tager over. Lige inden for skovbrynet og derfor usynlig for os ved man, at gangstien løber i det næsten parallelt med fronten. På den høres nu og da summen af en motor.
Ikke en bevægelse kan jeg fornemme, uanset hvor meget jeg spejder og vender kikkerten. Hammerslag og ubestemmelige lyde når os imidlertid fra skoven bag Hangövejen. Ivan bygger.
Vi sniger os tilbage fra laden ind i skoven med kurs mod et udsigtstårn en kilometer længere tilbage. På vejen dertil passerer vi resterne af det telt, som forleden fik fuldtræffer. Træfferen var i høj grad et lykketræf eller snarere et ulykkestræf, idet sandsynlighedsregnestykket stærkt talte imod det, for teltet lå godt beskyttet fra alle sider undtagen gennem et stejlt bjerg. Et stykke herfra ligger et andet nedgravet telt, endnu bedre beskyttet. Her hælder bjerget skråt bagud, og det anses almindeligt, at man burde kunne føle sig tryg.
På vej mod udsigtstårnet passerer vi flere gange de rygende rester af en skovbrand forårsaget af fjendens granater eller brandbomber. I denne varme og tørre sommer er skovbrand en effektiv angrebsmetode, som russeren på ingen måde forsømmer. Et kneb, han ofte anvender, er først at kaste brandbomber ned og derefter vente ti minutter eller et kvarter, indtil slukningsmandskabet har nået at samles. Derefter vender disse dødens fugle tilbage, denne gang med sprængbomber beregnet på mandskabet.
4 dages brand
Ved en af ildstederne er mandskabet stadig i gang med slukningsarbejdet. Den er allerede fire dage gammel. Nær tårnet opdager vi et nyt ildsted. Det er endnu lille, men et par træer står i lys lue, og ilden breder sig langs jorden. Vi gør forgæves forsøg på at slukke, hvorefter vores cicerone løber tilbage til det nærmeste telt for at alarmere mandskabet.
Den unge oplysningsofficer og jeg fortsætter til bjerget med udsigtstårnet. Vi tør ikke bestige selve tårnet, da to russiske jægere kredser omkring, og vi ønsker ikke at fremkalde nogen aktivitet uden for programmets faste rammer. Fra selve bjerget har man imidlertid en vid udsigt over det nærliggende område, og hvad der er vigtigere, en mulighed for at orientere sig. Vi klatrer ned igen og går i rask tempo tilbage til vejen ved skovbrynet.
Denne gang følger vi vejen til venstre, i retning mod de bakker, som skyder ud i dalen. Vi forlader den snart og bevæger os skråt over marken, som her er blevet til en havremark (skal havren høstes i år, spørger vi os selv, den ser frodig ud). En kunstig hæk beskytter os mod fjendens blik, indtil vi når bakkerne. Vi bestiger den nærmeste og kryber op til toppen. Fjendens område ligger omtrent 200 meter foran os, hans stillinger ligner dem, vi så over for laden. Desværre skygger nogle træer og denne lade for vores udsigt mod højre. Vi kan ikke se det område, hvor patruljen skal tage sig frem. Vi havde gerne opholdt os på skovskråningen oven for dette punkt, men dér har hver mand sin opgave i aftenens aktion, og der er ikke plads til andre.
Kl. 23.05 skal artilleriforberedelsen begynde med nogle salver mod stillingerne over for, hvor vi ligger, og over for patruljens udgangspunkt. Derefter skal ilden flyttes noget bagud og danne spærring, mens patruljen har tilbagelagt sit stykke. Også andre lokaliteter på russernes område skal desuden tages under beskydning.
Mens vi venter, stiger den ene og den anden granat hylende og susende op bag os, farer forbi gennem luften og slår ned derovre med et brag.
Man kan følge lyden ganske tydeligt; det føles, som om den suser forbi ikke meget hurtigere end et fly. Men dette er en illusion; bevægelsen er i virkeligheden alt for hurtig til, at øjet kan følge den. Lyden fra eksplosionerne varierer derimod i høj grad, afhængigt ikke blot af granatens kaliber, men også af, om den eksploderer ved jordoverfladen eller længere nede, af jordens beskaffenhed m.m. Ekko spiller også en så forvirrende rolle, at man undertiden ikke ved, om nedslaget var på ens egen side eller fjendens.
Fii-uu, krasj
Klokken bliver 23.05. Og nu kommer det. Fii-uu — fii-uu — Fii-uu, krasj, krasj!
Støv og røg vælter op fra russernes side af dalen. Skuddene rammer lige bag stokvæggen eller dybere inde i skoven, aldrig foran. Luften er til tider fyldt med hylende og ulende lyde, brag og drøn. Indimellem bliver der pludselig helt stille. En sagte raslen i løvtræerne og fårekyllingernes hyggelige spil, med enkelte indslag af en kornknarr, er de eneste lyde. Fuldmånen lyser over det stille, disede sommerlandskab.
Så bryder det løs igen. Fii-uu pang, bom! Denne gang skyder en ildsøjle et ti-tal meter op i luften, og en enorm røgsky vælter lige så pludseligt ud til siderne og lige opad. Brændende genstande regner nu helt hen til os, vi trykker os uroligt ned bag bakkekammen. Vores artilleri har ramt noget, der giver en voldsom sprængkraft.
Pludselig stiger en grøn raket op i luften derovre til højre, hvor patruljen på dette tidspunkt bør være i kamp med fjenden. En til, og så en tredje. Maskingeværerne begynder at knatre både dér og lige over for os. Ping – knaks, siger det i træerne og buskene. Jeg trækker benene bedre ind under mig og bøjer hovedet ned mod jorden. En skinger fløjten skærer gennem luften … hvad betyder det? Patruljeføreren skulle affyre hvide raketter, hvis han fandt fjendens stilling tom, og grønne hvis han behøvede yderligere støtte fra artilleriets spærreild. Grønne raketter var også blevet sendt op, men de syntes at komme fra et godt stykke inde på fjendens område.
Fløjtens lyd opsluges af fornyet hyl og brag. Nu begynder Ivan at svare. En særpræget ild viser sig først med morterer, men også granatkastergeværernes harmløse hosten høres, og maskingeværerne spiller. Meget lidt kommer vores vej, blot så meget at vi iagttager en vis forsigtig holdning i nogen tid. Maskingeværsalver slår ned både til højre og til venstre for os. Efter en time er det blevet betydeligt roligere, vi begiver os tilbage og ankommer uden nævneværdige oplevelser til kompagnichefens korsu.
Korsuen er uskadt. En af deltagerne i patruljen, en sergent, er allerede dér – sodet, svedig, træt og forpustet. Han fortæller, at han har slæbt en kammerat tilbage, da denne blev såret i ansigtet og armen. Den sårede har allerede fået førstehjælp og er sendt videre.
”Jeg ved ikke, hvordan det gik for de andre,” siger sergenten, ”jeg nåede at kaste to granater mod korsuinsgangen. Det var nok den værste ild, jeg har været med i.”
Den, der taler, er kendt for at være en frygtløs og erfaren patruljesoldat. Minutterne går langsomt. Ti minutter, femten, tyve. En fænrik kommer løbende, forpustet.
”Fuldtræffer ved fænrik Hermanssons telt,” råber han. ”Sanitetsfolk derhen. Hvis der stadig er ledige mænd her, skal de gå med og hjælpe med at bære de sårede.”
Han er forpustet og oprørt. Efterhånden bliver det klart, at der har været to træffere, den ene ved teltet, den anden på denne. Det pågældende telt var netop det telt, som var så godt beskyttet. En del mænd fra mere udsatte steder var blevet sendt dertil for at være i sikkerhed, da det begyndte at blive hedt. Flere, som ikke kunne være i teltet, havde søgt dækning i en grube, som lå tæt op ad bjerget.
De grønne raketter havde russerne affyret
Sandsynlighedsberegningen var igen blevet vendt på hovedet ved et træf, som var tæt på et mirakel. Skuddene må være kommet langt østfra og fra stor højde. Senere på natten får vi at vide, at 4 blev dræbt ved ulykken, og 11 såret. Obersten er ankommet og giver nogle skarpe ordrer. Bilerne tilkaldes, folk sendes af sted ad den 2 kilometer lange strækning til ulykkesstedet. Obersten hører patruljesergentens beretning og går ned i korsuen.
Det rasler blandt træerne, og pludselig står den unge leder af patruljen foran mig i mørket. Den ene arm hænger slap, ansigtet er sort, uniformen mudret og våd. Men han bevæger sig energisk, tænderne lyser hvide, da han får øje på sergenten.
”Der er du,” siger han. ”Så er vi alle tilbage.” Og han trykker varmt kammeratens hånd.
Obersten viser sig derimod i bunkeråbningen. Fændrikken skynder sig frem, gør honnør og melder, at patruljen er vendt tilbage. Oberstens ansigt lyser op. ”Godt,” siger han, ”det er rart at se jer tilbage. Kom herind og fortæl, hvordan det gik.”
Fændrikkens beretning er saglig og kort. Patruljen var gået af sted som aftalt, så snart artilleriet havde flyttet sin ild bag den russiske linje. Fjendens pigtrådshindringer var imidlertid særdeles stærke og strakte sig et godt stykke ud i vandet. Patruljen havde klippet sig en passage nær stranden, hvor de krøb langs en grøft.
På den anden side rejste bjerget sig meget stejlt, og her fandtes nogle af de vanskeligste kratforhindringer, fændrikken nogensinde havde oplevet. Alle faldt gang på gang, og fremrykningen gik langsomt. Fødderne stødte også mod stærk sytråd, som var spændt hen over deres vej. Denne rev de omhyggeligt over mellem hænderne, da de formodede, at den var forbundet med miner.
På denne måde nåede de helt op til bjergkammen uden at blive beskudt. Men så var det også forbi med freden. Pludselig blev de opmærksomme på en sort, firkantet åbning til en korsu, sprængt ind i selve bjerget. I samme øjeblik brød ilden løs fra den sorte åbning. Den spyede frygteligt maskingeværkugler og håndgranater. Et maskingevær et stykke borte på den ene side spillede også op.
”Vi tog mavelægningen lidt hurtigere end normalt,” fortæller fændrikken nøgternt. ”En af mændene sagde til mig: ’jeg er vist såret’, og så så han da endelig sådan ud. Jeg sagde til ham, at han straks skulle tage hjem. Men han havde nok brug for hjælp. Et par salver med maskinpistolen nåede jeg at rette mod korsåbningen, og jeg kastede også et par granater. Men der var ingen tanke om at tage en fange. Selv om vi kunne være kommet ind i korsuen og have taget én, ville mit russisk ikke have rakt til at få ham ned gennem snoren.”
Fændrikken selv var blevet såret i armen, en kugle var gået tværs igennem den. Tilbagetoget forløb dog heldigt. De grønne raketter havde russeren affyret; fændrikken havde nok ønsket at gøre det, men havde tabt signalpistolen i forvirringen, og havde derfor taget fløjten i brug. At artilleriilden kom så hurtigt, havde han altså russeren at takke for.
Patruljen havde ganske vist ikke formået at tage fanger, men den havde lokaliseret et fjendtligt støttepunkt og indhentet værdifulde oplysninger om fjendens forsvarslinjes karakter.
På vejen hjem til staben passerer vi sårede. Fændrikken kommer i vores bil, som kører ham til lægen. Efter at være blevet forbundet vender han og et af patruljens medlemmer tilbage til staben. Fændrikken har en kugle med sig. Den havde været på vej mod hans hjerte, men var blevet standset af et reserve-magasin til maskinpistolen, som han havde stukket ind under blusen. I magasinet havde kuglen revet to patroner ud af deres hylstre uden at affyre dem. Der havde den lagt sig til ro.
Petroleumslampen brænder i staben den nat, helt indtil solstrålerne danser mod dens glas og minder de høje herrer om, at det for længst er blevet lyst.
I er soldater
Næste morgen står patruljen opstillet på bjerget oven for staben. Den er fuldtallig bortset fra den sårede og en mand, som tilhører et andet kompagni.
Obersten går op ad bakken. Fændrikken, hvis venstre arm nu er i forbinding, kommanderer honnørstilling og melder stramt patruljen. Obersten træder frem for den og takker den for den indsats, den har ydet, og det eksempel, den har givet. ”I er soldater,” siger han, ”og de øvrige er underofficerer eller officerer, ikke sandt?”
”Ja, hr. oberst,” svarer yderste mand i geleddet og retter sig.
”Dem udnævner jeg hermed til korporal,” siger obersten.
Han vender sig og går. Den nye korporal har et bredt grin i ansigtet.
„Den dér mand,“ siger obersten på vej ned, „synes jeg bestandigt at have anledning til at beskæftige mig med. For nylig stødte jeg på ham i Karis. Han var dér på landlov.“
Obersten smiler stille.