Fortsættelseskrigen Arkiv - 17 mænd - Mindeside For De Danske Frivillige Der Faldt I Finlands Krige

Forsvundet ved Jandeba floden

17mænd.dk — Tue, 31 Mar 2026 17:24:36 +0000

Forsvundet ved Jandeba floden

Lad os tage tilbage til torsdag d. 29 okt. Året er 1942 og Fortsættelseskrigen har nu raset i næsten halvandet år.
Vi er på Svir-fronten, Østkarelen. Ud fra Svir floden løber den snoede og smukke Jandeba flod gennem skov og enge. Klokken er ca. 10.30 om formiddagen og 8 mænd gør klar til patrulje.
Patruljen består af danske korporal Hansen og menig Olsen. De finske menige Nylander, Lindbäck, Sjöholm og undersergent Nylung samt to unavngivne våbenbrødre.
Syd for Jandeba floden ligger et område med nogle få husmandssteder og en jernbane, som løber forbi sydfra. Knap to måneder tidligere udspillede der sig store kampe i netop dette område, og tre danske frivillige mænd faldt i kampene.

Patruljen hører under den svenske frivillige Bo Nilssons jægerpluton. Regiment 13, 1. bataljon. Nylander og Olsen står og taler om, at det kan kun blive en god patruljefærd, for de har jo Korporal Hansen med. Han var kendt på hele afsnittet for at være en humørbombe, og tog altid sine frontkammerater med storm.
Desuden var han rigtig modig og meldte sig altid til de mest dristige patruljefærder.

Øst for jernbanen og syd for Jandeba floden begiver patruljen sig nu ind i en tæt skov af høje, gamle fyretræer. Efteråret suser i trætoppene, mens Nylung beordrer Hansen til at gå forrest.
De andre blev bedt om at sprede sig.
Efter Hansen går Lindbäck og Sjöholm med 7 meter mellem sig. Så kommer Nylander og resten følger bagefter.
Alle dukker sig og går langsomt frem. Skovbunden er uforudsiglig og grene knaser under deres fødder, selv om de forsøger at gå lydløst.

Hvad pønser fjenden på

Efter at have gået forsigtigt frem i langt over en halv time, stopper Korporal Hansen op og giver tegn til de andre om at stoppe.
Foran sig kan han se en åbning ud til engen. Der kan de ikke gå ud, for de vil sikkert blive opdaget. De ved kun, at fjenden er foran dem et sted. Det bedste ville være, hvis de kunne snige sig frem og kigge ind i fjendens lejer. Det kunne give dem en vigtig viden om, hvor de kunne angribe senere og selvfølgelig også, hvad fjenden pønsede på.
Hansen kan se et mindre skovkrat ude på engen. Hvis de bare kunne snige sig derind, uden at blive opdaget.

Undersergent Nylung giver tegn til, at gruppen skal samle sig. Forsigtigt kommer de hen til Hansen og lægger sig én efter én ned på skovbunden.
Nylung hvisker, at de skal finde udsyn og observere skoven på den anden side af engen. De skal holde godt øje med bevægelse fra fjenden.
Mændene spreder sig igen og stadig godt gemte, liggende bag træerne, men nu med udsyn over engen og skoven. De har også fået besked på, ikke at åbne ild eller røre på sig, hvis de ser en fjende. De skal forblive så usynlige som muligt.

Skoven er stille

Ind i mellem kigger mændene på hinanden og efter at have ligget på skovbunden i godt tyve minutter, kan de mærke hvordan fugten er trængt gennem uniformen. Der er ingen tegn på bevægelse, ingen tegn på fjenden. Skoven er stille.
Undersergenten giver tegn. Han peger på Hansen og Nylander. Derefter på Lindbäck og Sjöholm. Så på de to våbenbrødre uden navne, sig selv og Olsen.
Nu skal de over i det mindre skovskrat, der ligger ude på engen. Hansen og Nylander skal gå først, så Lindbäck og Sjöholm. Derefter kommer den sidste gruppe sammen.
Den modige korporal Hansen tager en dyb indånding. Han kan godt mærke inden i, at det de skal gøre nu, er rigtig farligt og beroliger sig selv med, at det kun er 10 meter. Han bevæger sig frem til engens græskant og nikker til Nylander som bekræftende nikker tilbage. Hansen vender sig mod de andre, smiler og blinker med sit venstre øje. Han sætter i løb mod skovkrattet og Nylander følger ham lige i hælene.
Næste gruppe kommer frem til græskanten. Nu er de første nået over i krattet og næste gruppe sætter i løb i samme retning.
Der er ingen skud, ingen råb eller andre lyde fra fjenden. Det skal nok gå, tænker Hansen.
Nu er det den sidste gruppes tur og de står klar ved græskanten. Den ene våbenbroder uden navn, han skal gå først. Han tager de første skridt og sætter i småløb med den anden våbenbroder og Nylung efter sig, og han når næsten skovkrattet inden han hører lyden af skud. Han kan ikke høre hvilken retning de kommer fra, så han stopper op og tøver med de sidste skridt, sigter rundt med sit gevær og tænker på undersergentens ord “ikke åbne ild”, da en kugle rammer ham og han falder tungt ned i engens græs.

Olsen, der var allersidst i gruppen, stod stadig i kanten af engens græs og var lige ved at sætte i løb, da han hørte det første skud og han nåede at trække sig tilbage mellem træerne. Ude i græsset lå begge våbenbrødre, døde. Nylung lå hårdt såret en meter fra kanten til skoven.
Inde fra skovkrattet blev der skudt mod træerne i vest. Hansen kunne se, at krattet var næsten groet sammen med skoven på den anden side af engen. Vi skal derind, det er ikke sikkert at blive her, sagde han til de andre, mens kuglerne lød mod dem.
Olsen lå på maven i græsset og fik med besvær hevet Nylung ind mellem træerne.
Han var blevet ramt i skulderen. Han synes ikke at mærke en smerte, men han var svækket.
Mens der blev skudt mod skovkrattet, begav Olsen og Nylung sig ubemærket hjem mod lejeren.

Mon vi fik dem?

Græsset, det var heldigvis højt nok til, at de fire mænd kunne møve sig over i skoven uden at blive ramt. Hansen begyndte at skyde igen mod træerne i vest. Afsted, beordrede han de andre, mens han langsomt bevægede sig baglænds med dem.
Hansen fornemmede en underlig stilhed fra skoven i vest, da de alle fire var kommet ind i skoven. Der var total stilhed, ingen skud, ingen lyde. Ingen fjende at se.
Hansen hviskede: Mon vi fik dem?
Efter to timer nåede Olsen og Nylung tilbage til lejren, hvor Nylung blev kørt til felthospitalet med det samme.
Olsen var rystet, de var gået lige ind i et bagholdsangreb på fjendens side. Hvor var de andre, tænkte han, da han blev beordret ind for at afgive rapport.

Denne historie er fiktiv!

Historien er skrevet for at give et en idé om, hvordan det kunne have gået for sig.

Personerne, deres rang, og militære enheder er ægte. Dato og lokation er ægte (skov og engen er fiktiv) Beskrivelsen af korporal Hansen er ægte.
Fakta: Patruljen med de 8 personer endte i et russisk bagholdsangreb, hvor to unavngivne blev dræbt, en person blev hårdt såret, og en blev ikke ramt. De sidste fire personers skæbne kendes ikke. Det er rapporteret, at de “forblev på fjendens side”.
Deres patruljering og bagholdsangrebet foregik fra kl. 11.15 til 17.00 d. 29 okt. 1942

Hvordan deres patruljering, angrebet og deres død gik for sig, vides ikke.
De 4 kunne være taget som fanger og døde i fangelejer = usandsynligt.
De kunne være blevet dræbt og efterladt på stedet og de finske styrker havde ikke mulighed for at evakuere dem.
Fjenden kunne have dræbt og begravet dem uden gravmærkning.
Fjenden kunne have dræbt og begravet dem med gravmærkning, men lokationen var umulig for de finske styrker at komme til pga. fjendens territorie.

Årene gik, krigen blev afsluttet og området har lige siden tilhørt Rusland. Jandeba hedder nu Yandeba.
De er derude et sted.

Hvad blev der af dem?

Poul Anton Hansen,
registreret som dræbt, lig efterladt eller ødelagt.
Poul er begravet i absensia på Helsinki heltekirkegård.

Arne Johannes Nylander,
registreret som dræbt, lig efterladt eller ødelagt.
Arne er begravet i absensia på Espoo kirkes heltekirkegård.

Lars Thorvald Lindbäck,
registreret som dræbt, lig efterladt eller ødelagt.
Lars er begravet i absensia på Helsinki heltekirkegård.

Ragnar Björn Sjöholm,
registreret som forsvundet, formodet dræbt.
Ragnar er begravet i absensia på Loviisa Pernaja heltenes gravområde.

Hvem de to unavngivne våbenbrødre var, kan vi ikke finde ud af. De blev dræbt, men de er ikke nævnt med navn.

Nylung må have overlevet krigen, da vi ikke kan finde en falden i databasen med dette efternavn.
Det samme gælder for Olsen

Indlægget Forsvundet ved Jandeba floden blev først udgivet på 17 mænd - Mindeside For De Danske Frivillige Der Faldt I Finlands Krige.

Kannibalisme under krigene

17mænd.dk — Thu, 08 Jan 2026 16:14:10 +0000

Kannibalisme under krigene

Hvis du blev spurgt...

Ville du så svare ja eller nej til, om der var kannibalisme under Vinterkrigen eller Fortsættelseskrigen?
De fleste ville nok svare nej.
Vi kan fortælle en lidt anden historie.

Historien starter under billedet

18+

Vi anbefaler en alder på 18+ for at læse denne historie.

Da dette er et ekstremt emne, har vi valgt at sætte en masse gode billeder fra krigene ind i denne historie, og vi viser ikke billeder af kannibalisme. Vi fortæller bare historien.

Lad os tage tilbage til 1942

Fortsættelseskrigen havde nu varet i ca. halvandet år. Der var sne og frost ved søen Saasjärvi på det Karelske næs. Det var i november og dengang hørte området stadig til Finland.

I skovene syd for søen gik tre sovjetiske soldater, den ene var en amerikansk-finne, som var på sovjetisk side. Mændene havde vandret i lang tid og deres proviant var sluppet op. De var alle sultne.
Den ene sovjet foreslog den anden, som var kommunist, at de kunne dræbe den amerikanske-finne og spise ham.

I området ved søen var en finsk gruppe på patrulje, da de pludselig hørte et skud. Senere kom de frem til en forfærdelig scene ved brinken af søen.
To personer var igang med at tilberede et måltid, og ved siden af dem på jorden lå en fod, et afskåret hoved, en brystkasse, indvolde og andre dele. Bag dem – i et træ hang et stort skin. Alt sammen fra et menneske.

Et plot

Den sovjetiske kommunist fortalte amerikaner-finnen, hvad den anden sovjetisk soldat havde foreslået ham. Derefter var de blevet enige om, at dræbe ham der var kommet forslaget. Uvidene om deres plot, satte soldaten sig ved et hul i søen for at tage vand til sin barbering, og da han vendte ryggen til de to andre, skød de ham. Og nu havde de altså flået og parteret ham.

Et det nu også sandt?

Det er grusom scene, men ikke destro mindre er det en scene beskrevet ved flere billeder i det finske krigsbilledarkiv.
Der findes to billeder der viser denne grusomme scene efter den finske patrulje opdagede de sovjetiske soldater. Det ene billede viser, hvad vi har beskrevet ovenover. Det andet billede viser en person hive ud i skinnet, som hænger i træet, og man kan se det har skikkelse af et menneske.
Der findes to beskrivelser mere der matcher scenen, men negativerne er beskadiget, så billederne findes nok ikke. Ved det ene, er der endda beskrevet, at denne gruppe mænd, havde slået mere end en ihjel. Muligvis før de dræbte ham der kom med forslaget.

Vi har ledt huller i jorden efter en rapport der kan bakke beskrivelserne af billederne op, men det er som at finde en nål i en høstak. Men vi mener dog, at billederne kan tale for sig selv.

Hvorfor sultede de så meget, at de måtte ty til disse midler for at overleve?

Nogle sovjetiske soldater oplevede ekstrem sult under krigen på grund af dårligt forsynede fronter, manglende logistik og de hårde vinterforhold. Ofte blev forsyningslinjerne afbrudt, og soldaterne måtte klare sig med meget lidt mad. Derudover var der situationer, hvor den sovjetiske ledelse prioriterede kampene over soldaternes velfærd, hvilket betød, at mange blev efterladt uden tilstrækkelig føde og led alvorlig underernæring.

Er der flere ekstreme historier som denne?

I vores jagt på, at finde en rapport til de andre billeder støte vi på endnu et billede. Dog knap så makabert. Billedet skulle vise ribben af en sovjetisk soldat, som var blevet offer for sulten af andre. Vi kan ikke sige med sikkerhed, at dette er sandt, men der findes endnu to ens beskrivelser af to billeder, der mangler i det finske krigsbilledearkiv, som lyder således:
“De jordiske rester af en ingrisk desantkammerat, myrdet og spist af en russisk desant ved Leipäsuo”. Billederne er udateret.

Det kunne jeg aldrig gøre...

I ekstreme situationer under krig kombineres fysisk stress, sult og kulde med psykisk pres, isolation og frygt. Soldater kan blive drevet af overlevelsesinstinktet til at ignorere sociale og moralske normer. Kannibalisme opstår typisk ikke som et planlagt valg, men som et desperat forsøg på at skaffe energi og overleve, når rationer og ressourcer er helt opbrugt, og kroppen er i akut underernæring. Historiske kilder viser, at sådanne handlinger ofte fandt sted i situationer med langvarig mangel på proviant, ekstrem kulde og afskåret kommunikation med egne styrker.

Indlægget Kannibalisme under krigene blev først udgivet på 17 mænd - Mindeside For De Danske Frivillige Der Faldt I Finlands Krige.