Ind i mellem kigger mændene på hinanden og efter at have ligget på skovbunden i godt tyve minutter, kan de mærke hvordan fugten er trængt gennem uniformen. Der er ingen tegn på bevægelse, ingen tegn på fjenden. Skoven er stille.
Undersergenten giver tegn. Han peger på Hansen og Nylander. Derefter på Lindbäck og Sjöholm. Så på de to våbenbrødre uden navne, sig selv og Olsen.
Nu skal de over i det mindre skovskrat, der ligger ude på engen. Hansen og Nylander skal gå først, så Lindbäck og Sjöholm. Derefter kommer den sidste gruppe sammen.
Den modige korporal Hansen tager en dyb indånding. Han kan godt mærke inden i, at det de skal gøre nu, er rigtig farligt og beroliger sig selv med, at det kun er 10 meter. Han bevæger sig frem til engens græskant og nikker til Nylander som bekræftende nikker tilbage. Hansen vender sig mod de andre, smiler og blinker med sit venstre øje. Han sætter i løb mod skovkrattet og Nylander følger ham lige i hælene.
Næste gruppe kommer frem til græskanten. Nu er de første nået over i krattet og næste gruppe sætter i løb i samme retning.
Der er ingen skud, ingen råb eller andre lyde fra fjenden. Det skal nok gå, tænker Hansen.
Nu er det den sidste gruppes tur og de står klar ved græskanten. Den ene våbenbroder uden navn, han skal gå først. Han tager de første skridt og sætter i småløb med den anden våbenbroder og Nylung efter sig, og han når næsten skovkrattet inden han hører lyden af skud. Han kan ikke høre hvilken retning de kommer fra, så han stopper op og tøver med de sidste skridt, sigter rundt med sit gevær og tænker på undersergentens ord “ikke åbne ild”, da en kugle rammer ham og han falder tungt ned i engens græs.